Nu bliver benzinen billigere igen

Skrevet af Mathias Nielsen

15/03/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Priserne falder lidt igen.

Dagens topnyheder

Efter Ruslands invasion af Ukraine har benzinpriserne taget et godt spring op, hvilket skyldes de vestlige sanktioner af Rusland.

Rusland er en stor producent af olie. Derfor var der bekymring for udbuddet af olie, efter at Rusland var blevet pålagt forskellige handelssanktioner.

Præsident Joe Biden meldte i sidste uge også ud, at USA vil forbyde import og salg af russisk olie.

Dog forventes det, at Forenede Arabiske Emirater vil pumpe mere olie op, hvilket i sidste uge fik priserne til at falde lidt.

Og denne bølge kan nu fortsætte, hvilket skyldes tilstandene i Kina.

Tirsdag morgen er prisen på en tønde nordsøolie - også kendt som Brent - 102 dollar. En tønde af samme olie kostede 130 dollar dollar for en lille uge siden.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har faldet at gøre med en forventning om mindre efterspørgsel i Kina.

Dele af Kina er i øjeblikket ramt af rekordhøj smitte med coronavirus.

Det har ført til lockdown flere steder -  blandt andet millionbyen Shenzhen, der er kendt som en stor handels- og industriby.

Knap 30 millioner er ramt af nedlukning.

Kina er verdens største importør af olie, og derfor vægter det tungt for prisen på råolie, at der grundet nedlukning ikke ser ud til at være den samme efterspørgsel, da flere jo så er hjemme og dermed ikke kører bil.

Danskerne vil også kunne mærke prisfaldet, når de skal have tanket bilen.

“Når olieprisen falder så kraftigt, så er prisen på benzin og diesel et af de steder, hvor forbrugerne mærker det med det samme. Så det kraftige fald bør forholdsvis hurtigt kunne aflæses i priserne nede på tankstationen,” siger råvareanalytiker Jens Nærvig Pedersen i Danske Bank til Ekstra Bladet.