Nu kan politiet tage nyt våben i brug

Foto: Shutterstock

Politiet har taget et nyt våbensystem til håndtering og registrering af våben i Danmark i brug.

Med det nye system kan alle de væsentlige dele af et våben nu blive registreret i forbindelse med en ansøgning om våbentilladelse. Herved vil for eksempel jægere fremover få et nemmere overblik over deres skydevåben og tilladelseskrævende tilbehør, idet hvert enkelt våben og tilhørende våbendel bliver registreret med et serienummer.

"Med det nye system får vi bedre kontrol og sporing på de mange forskellige våbendele og typer af tilbehør, som findes i Danmark og det er netop også intentionen med EU-lovgivningen. Vi er derfor glade for, at Danmark nu er på omgangshøjde med flere andre europæiske landenår det gælder registrering og sporing af våben og våbendele," forklarer seniorrådgiver Kirsten Bredegaard, formand for styregruppen bag det nye våbensystem.

Læs også

Janni skuffer Karsten: Nu skal de halveres

Det har fra starten af projektet også været et mål, at det nye system skal forbedre den gennemsnitlige sagsbehandlingstid og derved gøre det hurtigere for både privatpersoner, våbenforhandlere og foreninger at søge en våbentilladelse. Flere af de dele, som indgår i en sagsbehandling, er derfor blevet gjort automatiske. Desuden kommer breve, fx en våbentilladelse, til at se anderledes ud.

"Vi forventer, at vi over tid vil kunne se en hurtigere sagsbehandling. Det er klart, at vi i starten lige skal have alle medarbejdere med ombord i det nye system og have lavet justeringer i arbejdsgangen. Det vil selvfølgelig betyde, at nogle borgere kan opleve en lidt længere sagsbehandling end hidtil. Men vi forventer klart, at vi i løbet af foråret og henover sommeren vil være blevet hurtigere," fortæller Kirsten Bredegaard.

Ændringer for både jægere og våbenforhandlere

For jægere, våbensamlere og andre våbenbrugere i Danmark bliver den største ændring selve ansøgningen om en våbentilladelse. For våbenforhandlere bliver der tale om ændringer for deres forretningsgang, når de sælger og køber våbendele mellem sig.

Den væsentligste ændring i forbindelse med våbentilladelser er, at den digitale våbenansøgning er lavet om til at kunne inkludere netop væsentlige våbendele såvel som selve våbnet.

Fremover vil du derfor skulle registrere mere, når du ansøger. Dog bliver priserne ikke ændret, og det vil fortsat koste 1.085 kr. for at søge tilladelse til de afgiftspligtige våben, mens det ikke koster noget at søge tilladelse til de enkelte våbendele.

"For en gennemsnitlig ansøger, fx en jæger, vil det betyde at man skal registrere flere enkeltdele i forbindelse med sin ansøgning. Før brugte vi et princip om en slags indkøbskurv, hvor ansøgeren bare kunne lægge alle sine våben ind. Det gav en masse udfordringer, fordi man kunne glemme at registrere fx en original pibe til en riffel. I den nye procedure bliver man bedt om at registrere alle de tilhørende våbendele, men man kan kun søge om tilladelse til ét våben ad gangen," forklarer Ole Aldershvile, som er leder af enheden for Tilladelser i Politiets Administrative Center.

Forventer stigning i sagsbehandlingstid i de første måneder

I indkøringsperioden forventes sagsbehandlingstiden at kunne ligge på det normale gennemsnit på 20 dage for en almindelige våbentilladelse. Det er den tid, det også har taget i det gamle system. For at holde gennemsnittet har Politiets Administrative Center ansat ekstra sagsbehandlere i perioden frem til sommerferien. Deres opgave bliver primært at håndtere de mange andre typer af sager, imens de mere erfarne sagsbehandlere på våbenområdet koncentrerer sig om at blive helt fortrolige med det nye system.

Dog er der, som ofte ved indførsel af nye it-systemer, en læringskurve og en omstillingsperiode. Derfor kan man i de første måneder fra tid til anden opleve, at nogle tilladelser vil tage længere tid end normalt.

"Vi gør, hvad vi kan, for at holde sagsbehandlingstiden på gennemsnittet. Men kommer der nogle typer af ansøgninger, som for eksempel kræver at vi justerer i systemet eller skal have tilføjet nye funktioner, kommer det selvfølgelig til at tage lidt længere tid," forklarer Ole Aldershvile.

Corona gav forlænget udviklingen

Det nye system har været under udvikling i to år. Målet var i første omgang at være klar i løbet af 2021, men som bekendt kom en ukendt spiller pludseligt ind på banen: corona.

"Vores udvikling af det nye system er blevet forsinket på grund af corona. Det kom jo, som for mange virksomheder, helt ud af det blå og ramte os rigtigt hårdt på nogle kritiske integrationer og udviklingspunkter. Vores leverandør Netcompany har gjort alt, hvad der har været muligt, for at sikre ressourcer, men de har også været under pres ligesom vi har," uddyber Kirsten Bredegaard.

Undervejs i projektet har corona derfor betydet, at projektet har måtte prioritere at kunne leve op til lovgivningen fra den 18. januar, men at flere af effektiviseringstiltagene er blevet udskudt til efter lanceringen.

"Det er fortsat vores plan, at vi nu tager systemet i brug sådan at vi lever op til lovgivningen fra dag ét. Samtidigt udvikler videre vi på de funktioner vi har ønsket os. Det betyder forhåbentligt, at vi i løbet af 2022 kommer til at lancere flere nye funktioner over året, ligesom vi kommer til at kunne tilbyde mere integration til andre platforme," afslutter Kirsten Bredegaard

Fakta

  • Det nye våbensystem skal medvirke til at det bliver nemmere for politiet at sikre, at både våben og de væsentlige våbendele kan spores på tværs af EU's medlemslande.
  • Den danske våbenbekendtgørelse (Bekendtgørelse 2021-12-20 nr. 2531 om våben og ammunition mv.) er trådt i kraft pr. 18, januar, hvorfor systemet ligeledes er lanceret, så Danmark lever op til den europæiske lovgivning på området.
  • Våbenregisteret skal fremadrettet indeholde oplysninger om den unikke mærkning på de væsentlige våbendele, der indgår i skydevåbnet. En af de helt centrale ændringer er derfor bl.a. en anmeldelsesordning ved udskiftning af væsentlige våbendele, som indgår i skydevåben: løb eller pibe, bundstykke, lås, tromle og slæde.
  • Skytteforeninger og våbenforhandlere skal på lige fod med private, registrere væsentlige våbendele. Skytteforeningerne skal registrere senest 1. juli 2022, mens erhvervsdrivendes (våbenhandlere mfl.) våben og våbendele skal være registreret senest 31. december 2022.
  • Der udvikles løbende videre på systemet, bl.a. med formål at understøtte skytteforeninger og med integration til borger.dk’s Mit Overblik.
  • Der er i perioden frem mod sommeren, 2022, ansat 10 ekstra sagsbehandlere for at håndtere omstillingen til det nye system, og sikre, at sagsbehandlingstiden holdes på de normale cirka 20 dage. 
    Læs også

    8-årige Elizabeth døde, og hendes forældre er nu sigtet for mord: De valgte Gud over medicin

 

Dagens Gossip