Nu kommer der nye corona-regler

Skrevet af Julie Møller

24/11/2020
Sundhedsstyrelsen kommer med nye tiltag.

Mest læste i dag

Sundhedsstyrelsen har udvidet kriterierne for at blive defineret som nær kontakt, når man har været tæt på en, der er smittet med ny coronavirus. Det oplyses i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

Fremover bliver man også defineret som nær kontakt, hvis man har opholdt sig inden for 2 meter i mere end 15 minutter med en person, der er smittet med ny coronavirus i situationer, hvor der synges, tales højt eller råbes, eller hvis man har opholdt sig i et lukket rum uden udluftning eller med dårlig ventilation.

”Når man er nær kontakt, er det meget vigtigt, at man går i selvisolation med det samme, fordi der er en øget risiko for, at man er smittet og det er afgørende for os alle, at man undgår at sprede smitten til andre. Derefter skal man have taget to test på bestemte tidspunkter,” siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen og uddyber:

”Vi ved godt, at det kan være svært at huske, hvad det er man præcis skal gøre, når man er nær kontakt. Derfor udgiver vi i dag også nye pjecer, og i løbet af ugen vil der komme forskellige film, der skal hjælpe os alle med at huske, hvad man skal gøre, når man er nær kontakt.” 

Offentliggøres i dag

De nye tiltag fremgår af den opdaterede retningslinje for opsporing og håndtering af nære kontakter, som Sundhedsstyrelsen offentliggør i dag. Retningslinjen beskriver rammerne for kontaktopsporing af nære kontakter til personer, som er testet positiv for ny coronavirus. Og den beskriver samtidig, hvornår man er nær kontakt, og hvad man skal gøre som nær kontakt, både i forhold til selvisolation og hvornår og hvor mange gange man skal testes. 

Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen, at andre kontakter kan få taget en screeningstest i særlige situationer.

”Ud over at udvide definitionen for nære kontakter, så anbefaler vi nu også, at man i situationer, hvor man har været tæt på en smittet, men altså ikke er nær kontakt, kan få taget en screeningstest. Det kan være i en situation, hvor man sidder på kontor sammen eller har siddet sammen i et mødelokale. Det anbefaler vi for at undgå, at der er smitte, som vi ikke opdager,” forklarer Helene Probst. 

I de situationer er anbefalingen, at man får taget en test hurtigst muligt. Man skal ikke selvisolere, men man skal være ekstra opmærksom på de generelle anbefalinger, som fysisk afstand, god håndhygiejne, hosteetikette, symptomer og i øvrigt vise særligt hensyn til personer, der er i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19, oplyses det i pressemeddelelsen.