Nu lukker det ned: I weekenden er det slut

Skrevet af Julie Møller

08/10/2021
Her ses en lang kø ved Falcks hurtigtest-center i Gigantium i Aalborg Øst den 6. april 2021. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Her ses en lang kø ved Falcks hurtigtest-center i Gigantium i Aalborg Øst den 6. april 2021. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
I weekenden lukker de sidste steder med hurtigtest, men der vil fortsat være landsdækkende adgang til PCR-test.

Dagens topnyheder

Det er lave corona-smittetal og mindre behov for at blive testet, der er skyld i, at alle hurtigteststeder lukker senest den 9. oktober.

Det skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed, som tilføjer, at der fortsat vil være landsdækkende adgang til PCR-test. 

Den gennemsnitlige svartid på en PCR-test er 10-12 timer. Men skulle der opstå et nødstilfælde, hvor en person ikke kan vente og med kort varsel har brug for en test, så vil det på udvalgte PCR-steder være muligt at få en hurtigtest, oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Hvis situationen forandrer sig

Hvis situationen forandrer sig, og smitten stiger voldsomt, kan myndighederne med kort varsel indføre hurtigtest igen.

Der er indgået en aftale mellem regionerne og de private udbydere af hurtigtest. Myndighederne kan med 14 dages varsel beslutte at genindføre hurtigtest, hvis der skulle blive behov for det, oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

”Vaccinationerne har gjort deres arbejde. Smitten er lav, og vi har ikke behov for de mange hurtigtest mere. At vi pakker hurtigteststederne ned, er et meget tydeligt billede på, hvor godt det går med smitten herhjemme. Men vi følger pandemien nøje sammen med de andre myndigheder, og vi kan både skrue op for PCR-test og genindføre hurtigtest, hvis smitten skulle stige voldsomt igen, “ siger Direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns.

Her ses en lang kø ved Falcks hurtigtest-center i Gigantium i Aalborg Øst den 6. april 2021. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Da kapaciteten for hurtigtest var på sit højeste i foråret, kunne de private leverandører foretage 500.000 daglige hurtigtest. PCR-testkapaciteten var på samme tidspunkt 170.000 daglige test. Den dag der blev testet allerflest, var den 20. maj, hvor mere end 531.000 blev testet med enten PCR eller hurtigtest.