Nu vil Wolt leverer dine dagligvarer til døren

Skrevet af Henrik R

03/06/2021
Foto: Frank Hoermann/Picture Alliance/Ritzau Scanpix
Foto: Frank Hoermann/Picture Alliance/Ritzau Scanpix
Wolt kommer snarligt til at åbne for deres nye Wolt Market, hvor danskerne får mulighed for at få leveret deres dagligvarer direkte hjem til døren.

Dagens topnyheder

Hvis du bor i København, kan du snart bestille dagligvarer hos udvalgte supermarkeder via Wolts app og få dem leveret hjem til hoveddøren. Markedet for hurtig og nem levering af varer er konstant voksende, så nu tager Wolt initiativ til at teste et nyt supermarkedskoncept i Danmark.

Wolt kommer i sensommeren til at åbne et fysisk supermarked i København, Wolt Market, som får et bredt sortiment af føde- og dagligvarer. Etableringen sker samtidigt med, at Wolt i øjeblikket er ved at indgå flere aftaler med købmænd og supermarkeder om direkte levering af dagligvarer via Wolts platform.

Med Wolt Market kan brugerne klikke omkring 1.500 varenumre direkte i kurven via Wolts app. Målsætningen er at kunne levere bestilte varer – hvad end det er madvarer, blomster eller noget helt tredje – på omkring 30 minutter.

”Danskernes forbrugsmønstre ændrer sig hele tiden. Vi vil hellere prioritere tid med venner, familie og det, der betyder noget for os. Det har skabt et stort marked for takeaway og levering, og nu er vi også klar til at give danskerne superhurtig levering af dagligvarer. Dagligvarer er relevante for alle aldersgrupper – og mange ønsker ikke at stå i et fyldt supermarked med kø ved kassen – så vi glæder os til at afprøve konceptet og potentialet,” siger Tine Duelund Schou, kommunikationschef hos Wolt.

Wolt Market-konceptet bliver i øjeblikket testet i Finland og Grækenland med stor succes. Her er ambitionen at etablere flere supermarkeder og få endnu flere partnere for at nå endnu flere kunder.

I Danmark skal Wolt i første omgang finde en fysisk lokation centralt i København og ansætte medarbejdere til den daglige butiksdrift og håndtering af ordrer.

”Vi er allerede i dialog med udlejere om potentielle lejemål, og vi har indgået en overenskomst med HK Handel for vores kommende fastansatte butiksmedarbejdere, som vi nu skal ud at rekruttere”, siger Tine Duelund Schou.

Lanceringen af Wolt Market er en del at Wolts satsning på at levere alt, hvad danskerne ønsker at få bragt hurtigt til døren. I øjeblikket omfatter det takeaway, dagligvarer, blomster og brød fra bageren, men flere pilotprojekter vil i fremtiden blive testet. Wolt har senest indgået et samarbejde med Sportsmaster om levering af danske landsholdstrøjer under EM-slutrunden direkte til din hoveddør.