Ny McDonald's restaurant slår snart dørene op i dansk by

Skrevet af Mathias Nielsen

02/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Fast food-giganten slår om meget kort tid dørene op i en ny dansk by.

Mest læste i dag

Det er ikke svært at finde en McDonald’s restaurant i Danmark. Den amerikanske fast food-gigant har næsten 100 restauranter her, og snart kan kæden tilføje endnu en restaurant til listen.

Torsdag den 15. december klokken 10:00 slås dørene nemlig op til en spritny restaurant i Kliplev, som ligger mellem Aabenraa og Padborg.

Manden bag den nye restaurant er franchisetager Michael Rovler, som også er manden bag restauranterne i Rødekro, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Nyborg og Aarup.

Det er altså en erfaren herre, som nu skal drive den nye restaurant. Det er gået hurtigt med at få stablet en McDonald's-restaurant med dobbeltsporet drive-through på benene i Kliplev Industripark, som ligger i udkanten af byen og meget tæt på E45-motorvejen.

- Vi tog det første spadestik sidst i august måned, så det har taget omkring fire måneder, siger Michael Rolver til JydskeVestkysten.

Samtidig med at restauranten er blevet bygget, har McDonald's også haft travlt med at få ansat en masse medarbejdere, for der skal noget personale til at servicere alle de gæster, som forventeligt kommer til at ligge vejen forbi.

Restauranten vil have åbent 17 timer i døgnet alle ugen syv dage. Selvom det måske kan lyde som en stor opgave, så har det været en let sag, lyder det.

- Det har ikke været svært at rekruttere, og vi starter op med 60 medarbejdere. Mange kommer fra lokalområdet, men der kommer også ledere fra andre restauranter, som skal være med i starten, siger Michael Rolver, der ydermere tror, at der følger andre virksomheder med i kølvandet på McDonald's indtog i Kliplev Industripark.