Nye coronatal: Knap 250 smittede siden i går

Skrevet af Henrik R

31/03/2020
Foto: Shang Hao/SIPA/Ritzau Scanpix
Foto: Shang Hao/SIPA/Ritzau Scanpix
Sundhedsstyrelsen har netop udsendt deres seneste tal vedrørende coronavirussen, og her ser vi en stigning både i antallet af testede og smittede danskere.

Mest læste i dag

Der er formentlig mange danskere, der sidder spændt og holder øje med de tal, som Sundhedsstyrelsen sender ud hver dag omkring klokken 10.00.

Interessen er ikke blevet mindre efter, at statsminister Mette Frederiksen i går påpegede, at det er realistisk, at Danmark gradvist kan åbne op, hvis tallene ikke pludselig eksploderer, og hvis danskerne fortsat tager forbehold.

I går mandag den 30. marts klokken 17.00, var der i alt blevet testet 21.640 danskere for coronavirus, hvor 2.577 af disse var bekræftet smittet med coronavirus.

Derudover har i alt 77 personer mistet livet, efter at de blev smittet med coronavirus.

Netop nu har Sundhedsstyrelsen udsendt nye tal, og de viser, at der igen er sket en stigning siden i går.

Mange blev testet

I alt er der blevet testet lidt over 2.000 personer siden klokken 17.00 i går, og det er en stigning i forhold til, hvor mange der normalt bliver testet.

Af samme årsag er antallet af smittede også steget mere end de foregående dage, da 238 danskere er blevet bekræftet smittet med coronavirus. Det får det samlede antal op på 2.815.

Antallet af smittede danskere, der har mistet livet, er fortsat på 77. Desværre så kan det nå at stige endnu, da dette tal først plejer at stige senere på dagen.

På Færøerne er der blevet testet 4.065 personer, og her er der i alt blevet registreret 169 smittede.

Kigger vi på Grønland, så er der testet 402 personer, mens 10 personer er registreret smittede med coronavirus.

Globalt er tallet vokset ret kraftigt, da der nu er 715.680 smittede personer med coronavirus. Det skyldes særligt, at smitten spreder sig med vindens hast i USA.