Nyt koncept skal sikre natten i festgade: Slår dørene op i dag

Skrevet af Mathias Nielsen

06/05/2022
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Et nyt koncept skal skabe mere tryghed.

Dagens topnyheder

I starten af februar udspillede der sig to dybt alvorlige episoder i Danmarks vel nok mest kendte festgade, Jomfru Ane Gade i Aalborg. 21-årige Oliver Ibæk Lund faldt i Aalborg havn og druknede.

Kort tid efter blev den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn fundet død, efter hun forsvandt på vej hjem fra en bytur 6. Februar.

Begge sager fik stor mediebevågenhed i Danmark, og politiet satte straks ind med ekstra patruljer i og omkring Gaden, som den i daglig tale kaldes af mange.

Men nu kommer endnu et tiltag. I aften klokken 23 skal et såkaldt Safe House for festende gæster i nød nemlig slå dørene op for første gang. Her kan alle frit henvende sig, hvis de har brug for hjælp, har fået for meget at drikke eller føler sig utrygge.

“Vi prøver at etablere et trygt miljø i nattelivet her i Aalborg. For vi har jo uheldigvis haft nogle tragiske tilfælde her i byen,” fortæller Sune Zacho Madsen, der er én af initiativtagerne bag det nye projekt til DR.

Konkret vil Safe House kunne gøre følgende:

  • Patruljering ved havnen mindst tre gange i timen samt andre steder i Aalborg centrum

  • At alle kan henvende sig. Er man utryg ved at stå ude og vente, kan man komme ind

  • Nem adgang for taxi og ambulance

  • Hjælp til genopladning af telefoner

  • Tilbyde et sted, hvor man kan komme ind og sidde og f.eks. få noget koldt at drikke

Det er altså målrettet de unge mennesker, som færdes på barene i weekenden. Ordningen tilbydes på frivillig basis af flere forskellige typer mennesker.

“Det er alt lige fra nyuddannede militærfolk til sygeplejersker med 30 års erfaring, som er villige til at komme ned og hjælpe”.

Indtil videre er stedet finansieret med donationer fra blandt andet virksomheder. Men i fremtiden får private, via MobilePay, også mulighed for at give penge til endnu et af stedets opgaver.

“De penge, som bliver doneret via MobilePay, går til at få folk hjem fra byen. Så hvis man er blevet for fuld og ikke har de 150 kroner til en taxa hjem, så kan vi gå ind og betale,” siger Martin Bossen.