Pas på lumsk fødselsdags-sms: 'Lad være at åbne den'

Skrevet af Nils Würtzenfeld

28/08/2018
Adskillige digitale fup-beskeder er i øjeblikket i omløb, lyder advarslen fra Forbrugerombudsmanden.

Dagens topnyheder

Sommeren er slut og hverdagen er startet igen for størstedelen af danskerne, der atter er vendt tilbage til arbejde, uddannelse eller skole.

Af samme grund drømmer adskillige danskere sig nok en måneds tid tilbage, ligesom en flyvetur til en varm feriedestination sikkert er i høj kurs mange steder.

Af samme årsag har en sms fra Norwegian skabt stor begejstring blandt flere danskere. Sms’en lover nemlig 100 gratis flybilletter væk til en rejse efter eget valg.

- Norwegian fejrer fødselsdag! Vi giver derfor 100 gratis flybilletter væk. Tryk på linket og vælg din destination, står der i sms’en, der indeholder et link, man skal trykke på.

Der er blot ét problem: Sms’en er ikke fra Norwegian og der er ingen gratis billetter at komme efter. Det skriver TV2.

I stedet er sms’en blot én i en lang række af digitale svindelnumre, der har til formål at narre personfølsomme oplysninger ud af uskyldige borgere.

I dette tilfælde forsøger de udspekulerede bagmænd at lokke betalingsoplysninger ud af godtroende personer ved at love dem en gratis rejse - en fremgangsmåde som mange danskere desværre hopper i.

Og svindel-sms’en fra Norwegian er langt fra den eneste, der er i omløb. I øjeblikket florerer der nemlig en lang række abonnementsfælder på internettet, og det har fået Forbrugerombudsmanden til at gå ind i sagen.

- Vi opfordrer forbrugerne til at være ekstra kritiske over for de tilbud, de benytter - særligt hvis de samtidig skal give deres betalingsoplysninger, udtaler Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Ganske vist er de produkter eller abonnementer, som svindlerne lover væk, ganske gratis, hvis altså blot man betaler et mindre beløb for fragtomkostningerne - eksempelvis levering af et par flybilletter.

Det vælger mange danskere at betalte for, og når først de bliver klar over, at der er tale om svindel, så har bagmændene allerede fået fat på deres kontooplysninger.

Ligesom Norwegian har også SAS flere gange oplevet at blive inddraget i et digitalt svindelnummer, hvor luskede bagmænd har udgivet sig for at være luftfartsselskabet, der lover gratis flybilletter væk.

- Vi oplever løbende, at hackere sender scams ud, hvor det ligner, at det kommer fra SAS, men vi ved ikke, hvordan hackerne formår at afsende beskederne via vores sms-korrespondance, siger pressechef i SAS, Mariam Skovfoged til TV 2.

Hun slår samtidig fast, at man som forbruger bør være ekstra påpasselig, hvis man modtager en besked, der fortæller, at man har vundet en flyrejse.

- Vi råder til, at man ikke klikker på linket og bruger sund fornuft - og kraftigt overvejer, om noget er for godt til at være sandt, siger Mariam Skovfoged til TV 2.

Forbrugerombudsmanden giver følgende gode råd til at undgå at ryge i tilbudsfælden

  • Læs betingelser og vilkår igennem
  • Vær særlig varsom ved krav om betaling
  • Tjek felter, som er krydset af på forhånd
  • Tjek afsenderen. Hvis du ser et blåt eller gråt flueben på en Facebookside eller en Instagramprofil, betyder det, at afsenderen er verificeret af Facebook/Instagram, og at der derfor er tale om en autentisk side eller profil
  • Tjek, om der findes anmeldelser af virksomheden

Læs også: Derfor siger din computer pludselig en høj lyd: IT-kriminelles nye udspekulerede trick