P!nk-crew ombord på det forulykkede fly i Aarhus

Skrevet af Henrik R

06/08/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Popstjerne P!nk skal i morgen optræde i Horsens. Derfor havde hun sendt hendes crew i forvejen, og det var dem, der var ombord på det forulykkede fly, der landede i Aarhus Lufthavn.

Dagens topnyheder

Natten til tirsdag blev Østjyllands Politi tilkaldt til Aarhus Lufthavn, hvor et fly pludselig forulykkede under landingen. 10 personer var ombord på flyet, og alle formåede heldigvis at slippe uskadt fra ulykken, hvor flyet pludselig brød i brand.

Østjyllands Politi kom med en kort pressemeddelelse, hvor de fortalte om ulykken, men det var meget småt med detaljer. De oplyste om tidspunktet, flyets type, antallet af personer på flyet samt deres nationaliter.

Nu er det dog kommet frem, hvem der præcist var ombord på flyet, og det viser sig, at det er popstjernen P!nk’s crew, som var ombord på det forulykkede fly.

Den amerikanske popstjerne skal optræde i Horsens i morgen den 7. august, og hun skulle angiveligt have sendt flere af hendes folk af sted for at tjekke op på forholdene, før hun selv ankommer til landet.

“P!nk var ikke personligt med i flyet, men hendes manager var med og flere andre turnemedlemmer. Det går dog fint med alle sammen,” fortæller Kristin Svendsen der er billetansvarlig for Live Nation i Norge til det norske medie VG.

Vides ikke hvad der gik galt

Det vides endnu ikke, hvad der gik galt for privatflyet af modellen Cessna 560XL. Det forlyder blot, at flyet forulykkede under landingen, hvor det pludselig gik i brand.

Herefter skulle de 10 personer ombord på flyet selv have formået at slippe ud, og kort efter blev de alle sammen kørt til et hotel, hvor de skulle overnatte.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, på det meget beskadigede fly, men ulykken får ingen konsekvenser for trafikken i lufthavnen i dag.

Flyet er blevet bugseret væk fra landingsbanen, og nu er det op til Havarikommissionen at undersøge flyet ned til mindste detalje, så de kan finde ud af, hvad der pludselig fik flyet til at forulykke.

Flere danske medier har henvendt sig til Østjyllands Politi for at få flere informationer, men indtil videre har de ikke haft yderligere kommentarer til sagen.