Politiet beder om hjælp: 'Vi kan ikke løse opgaven selv'

Skrevet af Julie Møller

05/08/2020
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Politiet beder om hjælp, da de i øjeblikket oplever en stigning i antallet af sager om digitale sexkrænkelser.

Dagens topnyheder

Syd og Sønderjyllands Politi oplever lige nu en stigning i antallet af sager om digitale sexkrænkelser, hvoraf de forurettede ofte er piger og yngre kvinder.

Det skriver de på politiets egen hjemmeside og beretter om en historie fra Sønderjylland, hvor en 17-årig pige netop blev krænket og udsat for afpresning online.  

“En person, hun ikke kendte, havde fået adgang til hendes intime billeder, der var gemt i skyen. Og hun blev nu afpresset til at sende flere fotos samt videooptagelser af sig selv. Ellers ville de første billeder blive sendt til klassekammeraterne på hendes uddannelsessted og alle de andre, hun kendte på sociale medier,” skriver politet og uddyber, hvordan den unge pige blev indelukket og mere og mere ked af det. Det var først mange måneder efter, at hun betroede sig til en veninde, hvilket førte til, at sagen blev meldt til Syd- og Sønderjyllands Politi. 

‘Vi kan ikke løse denne opgave alene’

Det er situationer som denne, der får vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed til at opfordre til, at flere påtager sig et ansvar.

Hvis denne udvikling skal vendes, så kræver det, at forældre, myndigheder, uddannelsessteder og foreninger m.m. melder sig ordentligt på banen.

“Politi og anklagemyndighed kan ikke løse denne opgave alene. Vi kan forebygge. Og vi kan efterforske, sigte og tiltale gerningsmændene og få dem dømt. Men skal vi reelt dette problem til livs, kræver det en adfærdsændring. Alle skal være klar over, at det på ingen måde er okay at begå digitale sexkrænkelser,” understreger Chr. Østergård og uddyber:

“Som rollemodeller har vi et stort ansvar for at præge børns og unges værdier, hvad enten vi er forældre, lærere, fritidsledere m.m. Vi kan ikke ændre på, at sociale medier fylder meget i børns og unges hverdag. Men vi kan påvirke dem til at reflektere over, hvad de gør, og hvad deling af stærkt personlige oplysninger på sociale medier betyder for dem, det går ud over.”

Vicepolitiinspektøren giver som eksempel, at en idrætsforening eller en ungdomsklub kan indføre regler for brug af mobilkameraer for at komme problemet til livs og kommer med følgende gode råd:

  • Send eller del aldrig krænkende billeder

  • Slet krænkende billeder

  • Stop spredning

  • Sig fra!

  • Søg rådgivning

Politiet modtager to typer anmeldelser

Chr. Østergård forklarer, at politiet modtager to typer af anmeldelser. 

Der kan enten være tale om, at nogen handler i decideret ond tro. Eksempelvis en sur ekskæreste, der deler intime billeder videre til andre på sociale medier. Eller som eksemplet i starten af artiklen, hvor ukendte gerningsmænd har fået adgang til billederne, og pigerne derefter bliver afpresset til at udlevere flere.

Den anden type af anmeldelser sker ‘i kådhed’, hvor dem der deler billederne simpelthen ikke er klar over, at det er ulovligt, eller at det er dybt krækende overfor offeret.