Politiet og kommune advarer om farlig væske i E-cigaretter

Skrevet af Mathias Nielsen

24/06/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Politiet og Sønderborg Kommune udsender en advarsel.

Mest læste i dag

Syd- og Sønderjyllands Politi og Sønderborg Kommune advarer nu om, at der kan være særligt farlig væske i E-cigaretter i omløb.

Det sker efter at en 17-årig dreng i Sønderborg er blevet utilpas efter at have røget en E-cigaret med såkaldt Skyfall.

Drengen har ikke været i fare. Dog formodes det, at der lige nu kan være tilfælde, hvor den normale væske i cigaretten kan være erstattet af fx stærk, bedøvende medicin eller narkotika, såkaldt Skyfall.

Skyfall er ikke et enkeltstående stof, men er en fælles betegnelse for ulovlige stoffer, som man kan indhalere ved hjælp af E-cigaretter.

Og i det konkrete tilfælde var drengen påvirket af lægemidlet Ketamin, der bruges til bedøvelse af især heste. Det er dog i flere år også blevet anvendt som euforiserende stof af mennesker.

Politiets patruljer er opmærksomme på problemstillingen med hensyn til Skyfall. Og det samme er Sønderborg Kommune, der blandt andet fokuserer på generel information i SSP-regi til børn og unge om misbrugsproblemer.

Desuden opfordrer kommune og politi til, at rygerne af E-cigaretter udelukkende køber væsker hos autoriserede forhandlere.

- Vi opfordrer både de unge og deres forældre til at være meget opmærksomme på, at der kan være farlige E-cigaretter i omløb. Og ønsker man at ryge E-cigaretter, så køb for en sikkerheds skyld væsken hos autoriserede forhandlere, understreger vicepolitiinspektør Henning Marcussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Syd i Sønderborg.