Præst satte tvivl ved, om Emil var barnets far - i kirken under barnedåben

Skrevet af Ninna Andreasen

15/11/2016
Et forældrepar fra Fyn er rasende, efter dåben af deres lille søn Hugo på ingen måde gik som forventet. Præsten ville ikke give Hugo det rigtige efternavn og tvivlede i øvrigt på, om Emil nu også var hans far.

Mest læste i dag

Det skulle have været en dag i kærligheden og glædens tegn, da lille Hugo på fem måneder skulle døbes lørdag den 5. november. 

Men forældreparret Emil Broløkke Anthonsen og Kamilla Hjorth Thomsen husker i stedet tilbage på dagen med panderynken og vreden på grund af præstens håndtering af dåben. Det skriver Fyens.dk.

Da præsten spurgte drengens gudmor, hvad barnet skulle hedde, svarede gudmoderen, at han skulle hedde Hugo Emil Hjorth Antonsen. Men præsten havde ikke det navn stående i papirerne, hvilket hun sagde under dåben. Det efterlod ifølge Kamilla Hjorth Thomsen både hende og kirkegængerne målløse.

Hun forsøgte sammen med gudmoderen at gøre præsten opmærksom på fejlen. Det godtog præsten dog angiveligt ikke. I stedet anfægtede præsten, om kæresten Emil Broløkke Anthonsen overhovedet var far til barnet.

- Det er ikke så meget det, at der blevet skrevet et forkert navn, men det er mere den måde, som præsten tacklede det på inde i kirken, siger 22-årige Kamilla Hjorth Thomsen.

Præsten spurgte, om det var rigtigt, at Emil Broløkke Anthonsen var faderen. Det svarede parret ja til. 

- Hvorefter hun spørger ind til, om vi har underskrevet faderskabs papirerne. Hun bliver bare ved med at tvære i det og siger til sidst, at hun er nødt til at døbe ham Thomsen, siger den skuffede mor.

Har fået en undskyldning
Hugo Emil Hjorth Anthonsen blev altså i stedet døbt Hugo Emil Hjorth Thomsen. 

Det ærgrer og skuffer forældreparret, fordi de har haft styr på formaliteterne. I en mail til kirkekontoret i september havde de skrevet det rigtige navn, drengen skulle have. 

Ifølge moderen har kirkekontoret efterfølgende sagt undskyld, hvilket parret sætter pris på. De havde blot ikke forventet, at præsten ville nægte at døbe barnet i sit rigtige navn og sætte spørgsmålstegn ved faderskabet.

Parret vil stadig gerne giftes i kirken og have kommende børn døbt der. Men ceremonierne skal forestås af en anden præst.

Præsten har ikke kommenteret på sagen, og provst Ole Hyldegaard Hansen og biskop Tine Lindhardt har ikke ønsket at udtale sig heller.