Rasmus Paludan vil have danskere til at betale sine sagsomkostninger

Skrevet af Jakob A. Overgaard

28/06/2020
Rasmus Paludan ankede dommen på tre måneders fængsel lige efter han fik den. Sandsynligvis følger der en stor regning med dommen, og den kan Rasmus Paludan tilsyneladende ikke selv betale. Nu søger han hjælp.

Dagens topnyheder

I opslag på sociale medier er politikeren og provokatøren Rasmus Paludan gået i gang med at samle penge ind. Selvom han kalder det en gave-donation, så er ordlyden i opslagene ren tiggergang i forhold til at betale den regning, som dommen tidligere på ugen sendte i hans retning.

"Jeg er blevet dømt til at betale 30.000 kr. til en yngre somalisk kvinde, som afviste, at hun arbejdede på Istedgade. Selvom dommen er anket, så vil jeg gerne være på forkant med det beløb," skriver Rasmus Paludan på Facebook, og opfordrer samtidig til, at man sender ham beløb, der er 'almindeligt passende' som 'jubilæumsgave'. Derved kan han få pengene skattefrit.

Pengene skal betales til en somalisk kvinde, som Paludan er blevet dømt til at betale erstatning til. Samtidig skal han betale sagens omkostninger, der løber op i et væsentlig større beløb.

"Hvis det lykkelige skulle ske (mon?), at erstatningen ændres eller ophæves i landsretten, så vil beløbet i stedet blive brugt til de ret enorme sagsomkostninger (indtil videre over 80.000 kr.!), som staten også gerne vil flå mig for."

Ikke mig at gå tiggergang

Rasmus Paludan hævder i opslaget, at det er imod hans natur, at gå tiggergang. Alligevel har han ikke problemer med at gradbøje både skatteregler og sin egen pli for at samle penge sammen til sin sag.

"Det går mig generelt imod at gå tiggergang(!), men denne løsning er nødvendig for at undgå skat, og vi kan ikke bruge partimidler til det," skriver Paludan i sit opslag. I alt håber partiformanden altså at indsamle 110.000 kroner.