Rigspolitiet advarer om nyt svindelnummer. "Henvendelserne ser ud til at komme fra en af dine venner"

Skrevet af Mathias Madsen

15/02/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et nyt svindelnummer har set dagens lys, og Rigspolitiet har nu advaret om det.

Dagens topnyheder

Vi har alle hørt det tusinde gange før: "Du må ikke trykke på et ukendt link, det kan være spam eller hackere."

I takt med at elektronikken og internettet er flyttet mere og mere ind i vores hverdag, så er frygten for at blive hacket, snydt og/eller svindlet også steget gevaldigt, og især ældre mennesker bliver ofte ofre for svindlere og kriminelle, som for det meste er ude efter NemID, kodeord eller lignende.

Vi kender alle sammen den klassiske, hvor vi får en mail, hvori der står, at vi har arvet eller vundet en stor sum penge, og vi derfor baaaare lige skal sende et 'lille' gebyr eller indtaste vores bankoplysninger for at få udbetalt flere millioner kroner. 

Det er nok de færreste som hopper på den længere, og svindlerne har altså været nødt til at udvikle sig.

Vi ser derfor hele tiden nye typer svindelnumre, og nu advarer Rigspolitiet i et opslag på det sociale medie Twitter om en ny metode, som de kriminelle svindlere har taget i brug.

"'Hej, hvad er det nu, dit nummer er?' Sådan lyder et nyt svindelnummer på Facebook," starter de således opslaget og forklarer, at svindlerne ofte skriver fra en vens profil eller fra en profil, som skal forestille at være en vens. 

"Henvendelserne ser ud til at komme fra en af dine venner, så vær opmærksom. De kan være blevet hacket," står der således. 

Meningen med beskeden er selvfølgelig, at man tror, at det er ens ven, og man derfor svarer med ens nummer. Så sender svindlerne et link til ens mobiltelefon og skriver en forklaring på, hvorfor man skal trykke på linket. 

"[...] Jeg deltog i en online-konkurrence til nytår, jeg sender dig en besked, så du kan stemme på mig. Ok? [hjerte]," står der således i det eksempel, som Rigspolitiet har lagt ud sammen med opslaget. 

Ifølge politiet er formålet med svindelnummeret formentlig at skaffe sig adgang til personlige data og koder som for eksempel ens NemID, som blandt andet kan bruges til at overføre penge med.

"Målet med svindelnummeret er at få dig til at udlevere dit NemID," forklarer de således. 

Vær derfor opmærksom, hvis du får en lignende besked fra en 'ven' på Facebook. Vurdér om det er vennens normale måde at skrive på, og kontakt eventuelt vedkommende på andre måder for at bekræfte, at det er ham/hende.

Tryk ikke på et eventuelt link, som du ikke kender.

Del gerne artiklen med én eller flere, som kan have brug for advarslen.