Rød, sort eller sølv? Denne farve bil tænder flest danske kvinder på

Skrevet af Nils Würtzenfeld

19/09/2018
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hvis du er ude på at score damer ved hjælp at dit køretøj, så er det bestemt ikke lige meget hvilken farve, din bil har.

Mest læste i dag

- Baby you can drive my car, sang The Beatles i 1965, men nu viser en undersøgelse, at det muligvis ikke er hvilken som helst bil, din potentielle scoring gider sætte sig ind i.

I hvert fald har en ny undersøgelse, som er foretaget på vegne af DBA, blandt andet kigget nærmere på, hvilke bilfarver kvinder finder mest attraktive. Det skriver DBA Guide.

Undersøgelsen er blevet foretaget blandt 2.850 danskere, og ud af disse har de adspurgte kvinder slået fast, at farven på en mands bil bestemt ikke et ligegyldigt, hvis han skal gøre sig nogen forhåbninger om at imponere ved hjælp af sit køretøj.

Undersøgelsen viste, at hvis man som mand gerne vil høste frække blikke fra det modsatte køn, skal man investere i en sort eller mørkeblå bil.

Det er nemlig de to bilfarver, som kvinderne i undersøgelsen fandt mest attraktive.

- Kvinder bliver tiltrukket af magt, og den mørkeblå farve bruger vi ofte til at manifestere magt med. Banker, Politiet og EU for eksempel bruger meget den blå farve. Og noget så ‘magtfuldt’ som Kongehuset benytter sig også tit af den mørkeblå – deraf ’kongeblå’, forklarer sexolog Jakob Olrik til DBA Guide.

Noget kunne da også tyde på, at mange mænd i forvejen ligger inden med denne viden. I hvert fald har mænd i forvejen en tendens til at vælge netop farver som sort og mørkeblå, når de køber ny bil.

- Mænd vælger ofte biler ud fra de farver, som sikrer dem mod et stort værditab på bilen. Det er konservative farver så som sort, grå, mørkeblå, og de sidste år har vi set, at hvid også trender. Både på brugtbilsmarkedet, og når det gælder om at købe bilen fra ny, fortæller Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen, til DBA Guide.

Også Jan Lang har erfaring med, at en bils farve kan få en afgørende indvirken på, hvorvidt føreren har held med en kærlighedserobring.

- En bils farve kan være lige så meget en faktor i flirteriet som en højhælet sko. Valget af bilfarve sender jo et signal, og det kan klart være med til at gøre én interessant, siger Jan Lang til DBA Guide.

I undersøgelse har man dog også kigget nærmere på, hvilken bilfarve mænd fandt mest tiltrækkende, når der var tale om en kvindelig bilist bag rattet, og her var der flere muligheder at vælge imellem.

Mænd foretrækker nemlig kvinder, der kører i en rød, hvid, sølv eller sort bil, og spørger man sexolog Jakob Olrik, kan han sagtens se, hvorfor mænd tænder på den røde farve:

- Mænd tiltrækkes jo også af kvinder i røde kjoler. Det er en farve, der insisterer på at blive set. Det er klart erotiske undertoner i rød – bordellets farve. Samtidig er det en hidsig farve, der signalerer hurtighed og farer. Det er derfor, mange sportsvogne er røde, fortæller han til DBA Guide.

Og muligheden for, at man som mand netop kan blive hentet af en kvindelig date i en rød bil, er gode. Det fortæller Jan Lang.

- Der er meget mere kulør på tilværelsen, når kvinder skal vælge bil. De ser bilen som et livsstilsvalg, og derfor er de ikke bange for biler med farver. Så det er ofte kvinders køretøjer, der lyser de danske veje op blandt de gråtonede biler, forklarer markedsanalytikeren Jan Lang til DBA Guide.