Rygere skal trækkes i løn: ’Betal for dine egne pauser’

Nils Würtzenfeld

367 uger siden

|

07/07/2017
Knap hver anden dansker mener, at rygere selv bør betale for deres cigaretpauser, når de er på arbejde.

Dagens topnyheder

- Vil du med ud og have en smøg?

Sådan lyder det mange steder i Danmark, når arbejdspladsens rygere føler trangen til en hurtig cigaret.

For fremtiden skal rygerne dog trækkes i løn, når de i arbejdstiden bevæger sig udenfor med cigaretpakken.

Det mener godt halvdelen af de adspurgte i en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget på vegne af Avisen.dk.

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.020 repræsentativt udvalgte danskere, og hele 44 procent mener altså, at ansatte, der ryger i arbejdstiden uden for de faste pauser, skal trækkes i løn for den tid, de bruger på at pulse løs.

Dermed er der lagt op til en dyr pakke cigaretter, hvis rygerne selv skal betale for deres pauser.

43 procent af de adspurgte mener til gengæld, at rygerne skal have lov at beholde deres pauser uden beregning.

Spørger man Søren Gosvig Olesen, der er lektor i filosofi ved Københavns Universitet, så er resultatet af undersøgelsen dog et udtryk for, at ikke-rygende danskere ikke har meget til overs for rygerne.

Af samme grund føler mange mennesker ifølge Søren Gosvig Olesen, at de nikotin-begejstrede kolleger skal sættes på plads.

- I sandhedens navn ønsker man at have en syndebuk. Så kan man selv føle sig god, siger Søren Gosvig Olesen til Avisen.dk.

Hos fagforbundet FOA oplever sektorformand Karen Stæhr ligeledes, at rygeres ’rettigheder’ kaster både diskussioner og følelser af sig på mange arbejdspladser.

Ifølge hende er den nye undersøgelse et udtryk for, at befolkningen er delt, når det gælder rygernes vilkår. Hun mener dog ikke, at egen-betalte pauser er vejen frem.

- Jeg mener ikke, at man skal trække folk i løn. Det er en ledelsesopgave at sikre, at man ikke står nede i gården i otte timer og ryger, siger Karen Stæhr til Avisen.dk.

Læs også: Slut med en smøg i pausen: Region Midtjylland forbyder rygning i arbejdstiden