SÅ TRIST: I år bliver der sat rekord

Skrevet af Julie Møller

16/07/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Sæsonen er ikke engang ved sit højdepunkt endnu. Alligevel kan Dyrenes Beskyttelse oplyse, at antallet af svigtede killinger på organisationens otte internater er på omkring 1400 lige nu.

Mest læste i dag

Højsæsonen for killinger er i fuld gang på Dyrenes Beskyttelses otte internater. Netop nu er der omkring 1400 killinger i alt, fordelt i hele landet, hvoraf Brande internat har omkring 325 af dem. Det er fordobling i forhold til samme tid, sidste år. 

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

På Dyrenes Beskyttelses otte landsdækkende internater er antallet af svigtede killinger omkring 1400 i skrivende stund. Sæsonen er ikke engang ved sit højdepunkt endnu, og antallet stiger dagligt.

”Det er et sørgeligt højt tal, som desværre er stigende hver sommer, men i år sprænger alle rammer! Vores internater er fyldt til bristepunktet og vores personale ligger vandret for at kunne følge med,” siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

I gennemsnit er der 175 killinger pr. internat, som endnu ikke er klar til at blive formidlet videre til nye familier, og derfor har de brug for ekstra omsorg og pleje.

”Internaterne har ikke plads eller tid til at give daglig omsorg til så mange katte. Heldigvis får de hjælp af private hjem i nærområderne. Takket være de mange frivillige plejefamilier, der åbner døren for uønskede killinger, er det muligt for os at give dem en ny chance for et værdigt liv,” siger Jens Jokumsen.

I 2019 fik Dyrenes Beskyttelse hjælp af 854 plejefamilier. Uden de mange frivillige var det ikke muligt at hjælpe alle de svigtede killinger.

En fordobling af killinger i forhold til 2019

På nuværende tidspunkt sidste år var der 716 killinger på de otte internater. Det svarer til en fordobling i antallet på kun ét år. En af grundene er, at sæsonen er startet tidligere, men i høj grad også fordi mange katteejere ikke tager ansvar for deres kæledyr.

”Et stigende antal uønskede killinger kommer til verden hvert år, men det kunne undgås, hvis katteejere fik steriliseret eller kastreret deres katte. Men det indser de først, når det er for sent, og katten er drægtig. Vi ser det desværre år efter år,” siger Jens Jokumsen.

I 2019 havde Dyrenes Beskyttelses internater i alt 4022 killinger og kattemødre i pleje, og med det høje antal allerede inden sæsonen er på sit højeste, tyder 2020 på at bliver et endnu vildere katteår, end 2019 var.