Det er meget sjældent, at man ser ulve i Danmark.
Årsagen er helt simpelt, at der ikke er særlig mange af dem, og at dem, der er, så vidt muligt undgår mennesker.
Derfor er det oftest dybt inde i en skov eller ude på heden, man støder på en ulv, hvis man er så heldig at gøre det.
Sådan var det dog ikke tirsdag, da en bilist pludselig så et ulvelignende dyr midt på Esbjerg-motorvejen.
Bilisten kontaktede de relevante myndigheder, og dyret blev fragtet til Arnum, hvor det skal undersøges.
Siden har Miljøstyrelsen delt nedenstående billede af dyret.

Foto: Miljøstyrelsen
Ulv eller hund?
Det er som nævnt meget sjældent, at man ser ulve i Danmark, og der er derfor opstået tvivl om, hvorvidt der ér tale om en ulv, eller om det blot er en hund, der ligner en ulv.
Det skriver TV2.
Ifølge mediet er det blevet undersøgt, om dyret var udstyret med en chip, da de i så fald ville bekræfte, at der er tale om en hund. Der var dog ingen chip i dyret.
I en pressemeddelelse fra Miljøstyrelsen kan man derfor læse, at dyret onsdag skal obduceres af dyrlæger fra Københavns Universitet, så det kan blive be- eller afkræftet, at der er tale om en ulv.