Strømmen tager et voldsomt hop mandag aften og tidspunktet kan gøre en stor forskel.
Mandag aften kan det være en god idé at tænke sig om en ekstra gang, før vaskemaskinen bliver sat i gang, tørretumbleren tændt eller elbilen koblet til opladeren.
For på ganske få timer sker der noget markant med elprisen, som især kan mærkes hos danskere med en variabel elaftale.
Prisen tager nemlig et voldsomt hop og ender på det højeste niveau siden december 2024.
Næsten fem gange dyrere
Ifølge elberegner.dk koster strømmen omkring 1,42 kroner per kWh klokken 16 mandag.
Bare få timer senere ser regnestykket helt anderledes ud.
Mellem klokken 19 og 20 lander prisen omkring 6,90 kroner per kWh i Vestdanmark. Dermed bliver strømmen næsten fem gange så dyr på blot få timer.
Allerdyrest bliver det omkring klokken 19.45.
Her når elprisen op på 7,32 kroner per kWh vest for Storebælt, mens den øst for Storebælt rammer 7,10 kroner.
Det betyder samtidig, at årets hidtidige pristop fra juni bliver overgået.
Det skriver BT.
Vent med det store forbrug
Der kan derfor være penge at spare ved at tænke over, hvornår de mest strømslugende apparater bliver sat i gang.
Rådet fra elberegner.dk er, at man så vidt muligt flytter det tunge strømforbrug væk fra de dyre aftentimer.
Det kan eksempelvis være opladning af elbilen eller brug af vaskemaskine og tørretumbler.
Kan man vente til efter klokken 21.15, begynder priserne nemlig at falde igen.
De oplyste priser er inklusive moms, men uden transport og afgifter.