Skattestyrelsen sender brev til 140.000

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Skattestyrelsen sender brev ud til 140.000 i løbet af den kommende tid.

For at styrke virksomhedernes likviditet under coronakrisen, er der etableret forskellige låneordninger, hvor virksomhederne rentefrit kan låne den A-skat og det am-bidrag eller moms, som virksomheden har angivet til Skattestyrelsen. Fredag åbner Skattestyrelsen for ansøgninger til en ny låneordning – det såkaldte A-skattelån III.

Som led i låneordningen kan små og mellemstore virksomheder låne den A-skat og det am-bidrag, de rettidigt har angivet for februar i år. Samtidig kan store virksomheder, der typisk årligt indberetter A-skat for over 1 mio. kr., låne den A-skat og det am-bidrag, virksomhederne rettidigt har angivet for marts i år.

Læs også

Søren Brostrøm med ny udmelding om AstraZeneca-vaccine

"Vi skønner, at omkring 140.000 virksomheder vil kunne søge om de nye lån. For at gøre virksomhederne opmærksomme på låneordningen, sender vi information om ordningen, og hvordan man søger direkte til alle disse virksomheder på fredag," siger Rikke Busk Ginnerup, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Ansøgningerne om udbetaling af lånet skal ske gennem virk.dk, men behandles af Skattestyrelsen. Skattestyrelsen behandler alle ansøgninger om lån inden for 12 arbejdsdage. Sidste ansøgningsfrist til lånet er 7. maj 2021, og lånet skal tilbagebetales 1. juni 2022.

Kontrol inden udbetaling

Skattestyrelsen kontrollerer alle ansøgninger om lån inden et lån udbetales. I forbindelse med kontrollen sikrer Skattestyrelsen, at virksomhederne opfylder betingelserne for at få et lån.

"Vores erfaring er, at den hyppigste årsag til et afslag er, at virksomheden ikke har angivet den A-skat og det am-bidrag, som virksomheden ønsker at låne, til tiden. Derudover er virksomheder, hvor ejeren eller en person i virksomhedens ledelse inden for de sidste 10 år er dømt for skatte- eller afgiftssvig, ikke berettiget til at låne. Det samme gælder, hvis virksomheden er under likvidation, konkurs eller tvangsopløsning," forklarer Rikke Busk Ginnerup.

Virksomheder, der inden for de sidste tre år har fået fastsat moms, A-skat eller am-bidrag foreløbigt, fordi de ikke har indsendt en angivelse, som de skulle, vil heller ikke kunne få et lån, hvis de ikke har rettet op på den manglende angivelse.

Virksomheder, som har gæld til staten, kan dog være omfattet af lånemuligheden. For disse virksomheder vil lånet imidlertid ikke blive udbetalt til virksomheden, men vil i stedet blive brugt til helt eller delvist at dække virksomhedens gæld.

Øvrige låneordninger

Små og mellemstore virksomheder kan frem til 14. april 2021 nå at søge om rentefrit at låne den moms, de rettidigt har angivet den 1. marts i år. Som led i ordningen kan små virksomheder rentefrit låne momsen, der vedrører 1. og 2. halvår 2020. Mellemstore virksomheder kan låne momsen, der vedrører 3. og 4. kvartal 2020.

Læs også

Line Baun Danielsen raser: “Det holder bare ikke”

 

 

Dagens Gossip