Skole advarer: Børnelokker på spil

Skrevet af Julie Møller

26/08/2020
Rasmus Rask-Skolen i Odense-bydelen Bellinge, foto: Google Maps
Rasmus Rask-Skolen i Odense-bydelen Bellinge, foto: Google Maps
Skole advarer børn og forældre efter episode, der fandt sted mandag.

Dagens topnyheder

Mandag blev flere børn stoppet og tilbudt slik af en mand, oplyser TV 2 Fyn.

Episoden fandt sted mandag eftermiddag mellem klokken 13.00 og 15.30 på Rasmus Rask-Skolen i Odense-bydelen Bellinge.

Her blev tre elever fra 1. klasse kontaktet af en mand eller en stor dreng i skolegården. Han spurgte dem, om de ville have noget slik, han havde liggende i sin bil.

Det takkede drengene nej til, og det var først, da de kom hjem, at de valgte at fortælle deres forældre om den fremmede mænd.  

Både forældre og børn skal vide det

Efter episoden har skolelederen Lasse Bach Sørensen orienteret alle forældre om hændelsen via skolens hjemmeside. 

Det er vigtigt, at forældrene snakker med børnene om episoden, og derudover skal børnene være klar over, at de skal kontakte lærerne, hvis de oplever noget mistænkeligt, forklarer skolelederen til TV 2 Fyn, som skriver, at sagen er blevet anmeldt til politiet af en af børnenes forældre.

Det er ikke første gang

Episoden fra i mandags minder om en situation, der fandt sted i september sidste år.

Her blev en 8-årig dreng stoppet af en mand. Drengen var på vej hjem fra Rasmus Rask Skolen, da en mand i en sort kassevogn henvendte sig til ham. Han havde noget slik, og han spurgte, om den 8-årige havde lyst til at komme ind i bilen. Drengen valgte at løbe hjem, så der skete heldigvis ikke yderligere i denne sag. 

En sort bil går igen

I mandags var der også en sort bil involveret. Udover at børnene beskriver, at det var en mand eller en stor dreng, der henvendte sig til dem, så fortæller de også om en sort bil. Efter drengenes afvisning, gik han efterfølgende ind i hallen, har de tre drenge forklaret.