Står bare og samler støv: Gave til dronning Margrethe koster skatteborgerne store summer

Nicolai H

5 timer siden

|

14/05/2025
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det er ikke just slitage, udgifterne går til - tværtimod.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mens danskerne kæmper med inflation, boligudgifter og vilde toldafgifter, står et stykke pomp og pragt stille og urørt: den kongelige salonvogn.

For selvom prisen for vedligehold og drift i 2024 løb op på hele 854.000 kroner, har DSB’s rullende royale stue ikke været brugt en eneste gang.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det er DSB selv, der i en skriftlig oplysning til Ekstra Bladet bekræfter, at vognen – der blev foræret til dronning Margrethe i anledning af hendes 60-års fødselsdag – har holdt bomstille i hele 2024.

“Den kongelige salonvogn har ikke været anvendt det seneste år. I løbet af de seneste 10 år har den været anvendt 45 gange,” lyder det fra DSB.

Men uanset aktivitetsniveauet koster salonvognen stadig penge. Ifølge tidligere aktindsigt løber selve togvognen op i 792.000 kroner årligt, fordelt på drift, vedligehold og afskrivning. Hertil kommer 62.000 kroner til rengøring og vedligehold af den kongelige ventesal.

Ekstra Bladet har bedt om aktindsigt i, hvad udgifterne helt præcist dækker over – men det ønske har DSB afslået.

Luksus med lang historie

Salonvognen er langt fra nogen gennemsnitlig togvogn. Med sine 62 kvadratmeter er den indrettet med kirsebærfinér, PH-lamper og Hans Wegner-møbler. Der er bar, indbyggede stereoskabe og private kupéer med eget bad og toilet – ikke kun til regenten, men også til hofdamer, adjutant og PET-folk.

Køkkenet er bemandet af DSB-personale og klar til at tilberede mad leveret af hoffet, hvis rejsen – mod forventning – skulle komme i gang.

Farven er En helt særlig nuance kaldet H.M. marron. Og kampvægten? Imponerende 50 tons.

Regningen sendes til borgerne

Selvom vognen var en fødselsdagsgave fra DSB, er det skatteborgerne, der betaler for det hele – inklusive de år, hvor hjulene står stille. Og salonvognen er ikke det eneste royale udgiftspunkt, der vokser.

Folketinget besluttede nemlig sidste år at hæve kongehusets apanage med over 17 millioner kroner, så den samlede støtte nu lyder på 143,8 millioner kroner årligt.

Samtidig overtog staten også regningen for den indvendige vedligeholdelse af de slotte og palæer, som kongehuset råder over.

Når vognen engang igen kommer på skinner, vil den med al sandsynlighed være funklende klar – men med 0 kilometer i benene i 2024 kan den næppe beskyldes for at være slidt.

Ads by MGDK