Når sommerens sidste fløjt lyder i Aalborg Håndbold, er det ikke bare endnu en sæson, der runder af.
Det markerer også afslutningen på Martin Larsens aktive håndboldkarriere. Men der bliver ikke tale om et farvel – snarere et på gensyn i ny funktion.
Efter en lang og trofast karriere med 365 kampe og hele 826 mål for de nordjyske mestre har den 32-årige bagspiller valgt at hænge skoene på knagen.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Fremover skal han i stedet være team manager i Aalborg Håndbold – en nyoprettet rolle, der holder ham tæt på omklædningsrummet, dog uden harpiks på hænderne.
"Den fysiske belastning ved at træne og spille kampe er derfor steget i takt med alderen, så jeg er helt afklaret med, at jeg nu skal indstille karrieren på banen," forklarer Martin Larsen, der gennem årene har kæmpet sig tilbage fra fire alvorlige knæskader.
Trods tre sæsoner i udlandet har han stort set haft hele sin seniorkarriere i Aalborg, hvor han blandt andet har været med til at hente tre danske mesterskaber, to pokaltitler og en finaleplads i Champions League.
Inden han for alvor går i gang med de administrative opgaver, håber han dog på én sidste triumf sammen med holdkammeraterne.
"Jeg håber, at vi om en lille måneds tid kan fejre endnu et dansk mesterskab, hvilket jeg vil gøre alt for at være med til at sikre," siger han.