Storkerekord i Danmark

Skrevet af Mathias Madsen

22/05/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det går rigtig godt for den danske storkebestand.

Mest læste i dag

Storken er Jyllands - hvis ikke hele Danmarks - ukronede nationalfugl. 

Hvert år venter danskerne forventningsfuldt på, at storkene kommer hertil, og i år blev det for et par uger siden spået, at vi ville få selskab af hele fem storkepar i Danmark i år.

Det har dog (heldigvis) vist sig at være en markant underdrivelse. 

Ifølge Storkene.dk er der nemlig allerede kommet hele otte par til landet, og det er faktisk ny rekord. 

Det er nemlig det højeste antal storke, der har været i Danmark i 30 år. Det siger storkeekspert Hans Skov. 

"Havde man spurgt mig for 15 år siden, om jeg troede, at storken ville få et comeback, ville jeg nok have sagt nej. Men det er altså det, vi oplever nu;" har han udtalt. 

Storkene blev nemlig officielt erklæret uddød som ynglefugl i Danmark i 2008, men i 2019 kom der fremgang i bestanden. Den fremgang tog fart i 2020, og i år har vi altså glæden af usædvanligt mange storkepar i Danmark. 

Fremgangen skyldes blandt andet klimaforandringerne, som gør, at det er varmt nok i Sydeuropa til, at storkene kan overvintre der. Før i tiden skulle de helt til Afrika. 

"I takt med at klimaet bliver varmere, opgiver flere og flere storke den lange rejse til Afrika. Mange af de storke, der yngler i Nordvesteuropa, flyver nu bare til den Iberiske Halvø. Og som et forholdsvis nyt fænomen ser man nu storke overvintre så langt mod nord som i det sydvestlige Tyskland," har Hans Skov således forklaret. 

Storkeeksperten har desuden udtalt, at vi måske kan være heldige at få endnu flere storkepar til landet inden for de næste par uger.