Stribevis af danske kommuner slukker gadebelysningen: Frygter mere utryghed

Skrevet af Mathias Madsen

11/10/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Stribevis af danske kommuner har valgt at slukke gadebelysningen i nattetimerne for at spare på strømmen, men det kan blive på bekostning af borgernes tryghed.

Dagens topnyheder

Bare i Hovedstadsområdet har ét dusin kommuner meldt ud, at de allerede har slukket eller dæmpet gadebelysning i et forsøg på at spare på strømmen, og det er tilsyneladende et tiltag, som mange borgere skal vende sig til. 

Det skriver TV2 Lorry.

Mediet har nemlig haft kontakt med 18 kommuner i Hovedstadsområdet, hvoraf hele 12 af dem har meldt tilbage, at de har slukket eller dæmpet gadebelysningen. 

Det er følgende kommuner: København, Allerød, Fredensborg, Roskilde, Hørsholm, Køge, Hillerød, Albertslund, Lejre, Solrød, Ballerup og Høje Taastrup kommuner. 

Samtidig har Glostrup, Hvidovre, Brøndby og Vallensbæk kommuner meldt ud, at det er et tiltag, kommunens ledelse pt overvejer. 

Det er kun Stevns og Rødovre kommuner, som har meldt tilbage, at der ikke er planer om at slukke for gadebelysningen i kommunen for at spare på strømmen. 

Slukker lyset i 25 parker og afskaffer lyset 45 andre steder

I Københavns Kommune var det et enigt Teknik- og Miljøudvalg, der mandag eftermiddag stemte for at slukke for gadebelysningen i tidsrummet 24:00 til 05:00 i 25 parker og ved 25 grønne arealer i kommunen. 

Man ønsker desuden helt at afskaffe facadebelysningen 45 andre steder i samme tidsrum i kommunen, ligesom det er planen at sænke gadebelysningen med 10 procent alle steder i kommunen med undtagelse af kommunens supercykelstier. 

Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune er dog meget opmærksomme på, at det manglende gadebelysning kan føre til mere utryghed, og det er bestemt ikke formålet. 

Sådan lyder det fra teknik- og miljøborgmester Lina Barfod, som har udtalt: "Vi skal ikke have mere utryghed, så vi er i tæt dialog med politiet om, hvilke parker vi kan slukke lyset i [...]."

Barfod mener ikke, at det er optimalt at slukke for gadebelysningen, men ifølge hende "må vi [...] se på, om det er muligt for os at tage en omvej uden om parken, hvis der ikke er lys."

Hun understreger, at tiltaget kan spare strøm svarende til cirka 124 husstandes årlige elforbrug, hvilket, hun mener, er nødvendigt pga. den energikrise, vi befinder os i. 

Flere andre kommuner har som nævnt gjort som Københavns Kommune og slukket for gadebelysningen nogle steder i kommunen. 

Enkelte steder gøres det ved helt at slukke for belysningen i udvalgte parker og på udvalgte gader, mens der andre steder bliver slukket for hver anden eller hver tredje gadelampe. 

I Fredensborg Kommune har man desuden valgt at tænde gadebelysningen lidt senere og slukke det lidt før. 

"Vi vil godt dæmpe lyset og muligvis også tænde det lidt senere og slukke det lidt før. Men vi er opmærksomme på, at det ikke går ud over trygheden," lyder det således fra Lars Simonsen, der er formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget i kommunen.