Sundhedsstyrelsen ændrer vaccinestrategi mod abekopper

Skrevet af Mathias Nielsen

09/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Sundhedsstyrelsen tilbyder nu vaccine mod abekopper til flere borgere.

Dagens topnyheder

Tidligere på året kom der en bølge af smitte med virussen abekopper. Meget af smitten udbrød efter forskellige pride arrangementer på den spanske ø Gran Canaria.

Det har fået flere lande til at udrulle vacciner mod abekopper til forskellige samfundsgrupper. I dag offentliggør Sundhedsstyrelsen også, at man nu ændrer vaccinestrategi mod abekopper i Danmark.

I det aktuelle udbrud er mænd, som har sex med mænd, og som har flere og skiftende partnere, i en særlig risiko for at blive smittet.

Derfor bliver de nu tilbudt vaccination. Vaccinen Imvanex® blev godkendt til forebyggelse af abekopper 22. juli 2022 af de europæiske lægemiddelmyndigheder.

I lyset af et stigende antal smittede med abekopper og en godkendt vaccine har Sundhedsstyrelsen vurderet, at vaccinestrategien bør ændres, således at man nu tilbyder dem, der er i størst risiko for smitte, en forebyggende vaccination mod abekopper. 

”Vi har desværre et stigende antal smittede med abekopper i Danmark. Vi vil meget gerne have bragt smitten ned og beskytte de, der er i størst risiko. Ud over vores store fokus på forebyggelse, isolation og lettere adgang til test, så ændrer vi derfor nu også vaccinestrategi. Vi vil gerne give dem, der er i størst risiko for at blive smittet, en bedre beskyttelse”, siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Smitte med abekoppevirus sker ved tæt fysisk kontakt. Risikoen for smitte er ikke knyttet til køn eller seksualitet, men til et kontaktmønster med hyppig, tæt kontakt.

Både i Danmark og i Europa er det på nuværende tidspunkt mænd, der har sex med mænd, og som har flere forskellige partnere, der er blevet smittet med abekopper.

Man skal altså ikke være bekymret for at blive smittet, hvis man bare går rundt mellem mange mennesker. Tæt fysisk kontakt er et must for at blive smittet.

Vaccination mod abekopper er indtil nu blevet tilbudt til personer, som er nær kontakt til en smittet. Det vil stadig være muligt at blive vaccineret, hvis man er nær kontakt til en person, som er smittet med abekopper.