Svindlere forsøger at udnytte danskere med falsk koncert

Skrevet af Henrik R

15/02/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Hvis du bliver tilbudt at købe billetter til en Thomas Helmig-koncert i 2019, så skal du skynde dig at takke nej. Koncerten er nemlig falsk, og det er svindlere der forsøger at tjene penge på naive danskere.

Mest læste i dag

Tiden hvor man kunne risikere at købe en falsk billet i køen til en koncert, er efterhånden forbi, da folk primært vælger at købe deres billetter online. Det betyder også, at de kriminelle i stedet vælger at benytte sig af online salgstjenester, hvis de gerne vil snyde folk for deres hårdt optjente penge.

Det er senest gået udover en af Danmarks mest folkekære sangere, Thomas Helmig, der ikke optræder til en udsolgt intimkoncert i Odense, som det ellers fremgår af Viagogo, der er en hjemmeside, hvor der sælges billetter til koncerter.

Det er Thomas Helmig selv, der via sin Facebook-profil har gjort fans opmærksomme på, at der foregår fusk med billetsalg til en koncert, som han slet ikke afholder.

”Vi er blevet gjort opmærksom på at svindlerne på Viagogo sælger billetter til en koncert der ikke eksisterer,” skriver Thomas Helmig i sit opslag på Facebook.

Plads til 10 gange så mange publikummer

Hvis ikke man har set Thomas Helmigs opslag, hvor han fortæller, at han og bandet slet ikke har planlagt nogle koncerter i 2019, så bør man i stedet kigge på oplysningerne for selve koncerten. Ifølge Viagogo skal Thomas Helmig nemlig optræde i Sparekassen Fyn Arena, og her er der plads til mere end 5.000 gæster.

Ser man på Viagogos opslag, så står der, at det er en koncert, hvor der blot er plads til 550 mennesker, og dermed er det et stort tegn på, at koncerten med Thomas Helmig, der står til at blive afholdt den 8. marts 2019 er fusk.

Viagogo er en hjemmeside, hvor private folk selv kan sætte billetter til salg, som de har købt til koncerter. Desværre ses det ofte, at folk bliver snydt via hjemmesiden, da der opsættes falske annoncer til koncerter, der slet ikke eksisterer. Eksempelvis som denne med Thomas Helmig.

Hvis man allerede har købt en billet via Viagogo til denne koncert, bør man hurtigst muligt henvende sig til Viagogos kundeservice. Der er dog ingen garanti for, at de kan hjælpe en med at få pengene retur.