Tidligere toppolitiker renset: Forsøgte at købe nøgenbilleder af 17-årig pige

Skrevet af Mathias Madsen

14/06/2022
Foto: Sydøstjyllands Politi
Foto: Sydøstjyllands Politi
I en sag om forsøg på køb af børnepornografi er en tidligere borgmesterkandidat og lærer blevet renset.

Dagens topnyheder

I april kunne Ekstra Bladet skrive, at den tidligere borgmesterkandidat i Nyborg Kommune, Jesper Nielsen, som desuden arbejdede som lærer på Ungdomsskolen i byen, var blevet fyret fra sit arbejde kort efter, at han blev afsløret i at forsøge på at købe nøgenbilleder af en 17-årig gymnasieelev ved navn Chelsea Nielsen. 

"Er du interesseret i at sælge nøgenbilleder?" og "Ellers skal vi måske mødes en dag og snakke om det. Jeg kender også en dygtig fotograf, hvis du vil have taget nogle flotte billeder," har den tidligere toppolitiker således ifølge TV2 Fyn skrevet til den 17-årige pige. 

Sagen blev ifølge Fyens Stiftstidende aldrig anmeldt, men Fyns Politi valgte selv at tage sagen op og efterforske den, og nu er de kommet frem til en konklusion, som lyder på, at Jesper Nielsen ikke kan sigtes for forsøg på køb af børneporno. 

Efterforskningen tog udgangspunkt i et skærmbillede af den tidligere politikers samtale med den 17-årige gymnasieelev på Snapchat, hvor det blandt andet fremgår, at eks-politikeren ikke bryder sig om, "at du [red. Chelsea] gemmer beskederne og tager billeder af vores chat."

Foto: Privat

Fyns Politis juridiske afdeling har dog afgjort, at sagen ikke kan vindes i en eventuel retssag. 

"Vi har ikke fundet det bevist, at der er sket nogle kriminelle forhold i forbindelse med sagen. De paragraffer, vi kiggede på, var Straffelovens §235 og §232, som handler om forsøg på besiddelse af børnepornografisk materiale og blufærdighedskrænkelse," har advokaturchef Heidi Colbæk således udtalt og slået fast, at der ikke kommer et retsligt efterspil.

Hun understreger samtidig, at Jesper Nielsen hverken har været sigtet eller anholdt på noget tidspunkt i forbindelse med denne sag. 

"Fyns Politi har blot efterforsket sagen om forsøget på at købe nøgenbilleder. Det vil sige, at der ikke har været rejst sigtelse mod ham [red. Jesper Nielsen] på noget tidspunkt," har Colbæk således udtalt. 

Ifølge TV2 Fyn blev Jesper Nielsen fyret fra ungdomsskolen to uger efter afsløringen af sagen, ligesom han i 2012 blev afskediget fra en friskole, fordi han havde opført sig grænseoverskridende over for én eller flere elever.