Tjek din e-boks: 600.000 danskere får vigtigt brev

Skrevet af Henrik R

29/07/2021
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Et vigtigt brev er på vej til 600.000 danskere i deres e-boks. Derfor vil det være en god ide, hvis du holder øje.

Mest læste i dag

Senfølger efter covid-19 kan være langvarige og alvorlige, men omfanget i den danske befolkning er på nuværende tidspunkt ikke kendt. Dette vil nu blive undersøgt i den hidtil mest omfattende kortlægning af danskernes fysiske og psykiske helbred under og efter epidemien.

Det fortæller Statens Serum Institut, der står bag undersøgelsen, torsdag i en pressemeddelelse

"Statens Serum Institut (SSI) iværksætter nu EFTER-COVID-undersøgelsen. EFTER-COVID er en omfattende kortlægning af danskernes helbred under og efter epidemien med særlig fokus på fysiske og psykiske senfølger efter covid-19-epidemien. Undersøgelsen bliver den hidtil største og mest detaljerede af sin art i verden."

Danskernes hjælp er vigtig

EFTER-COVID er en spørgeskemaundersøgelse, og planen er at invitere cirka 600.000 borgere, der er blevet testet for covid-19. De første invitationer sendes via e-boks søndag den 1. august 2021. Derefter vil der løbende blive sendt invitationer ud, og jo flere, der hjælper med at deltage, jo klarere et billede kan vi få over, hvor omfattende covid-19-senfølgerne er.

”Værdien af vores undersøgelse afhænger i høj grad af, at mange besvarer spørgeskemaerne. Uanset om folk har været smittet eller ej, er deres deltagelse helt afgørende for undersøgelsens succes. Derfor håber vi meget, at rigtigt mange danskere kan se værdien i at bidrage til at få afklaret, hvordan epidemien har påvirket befolkningens helbred,” siger professor Anders Hviid, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

”Får vi et klarere billede af senfølgerne, vil det være en kæmpe hjælp til at afgøre, hvilken rolle covid-19 har spillet for danskernes helbred, og det kan forhåbentligt også være en trædesten til både at forebygge senfølger og til at hjælpe dem, der har fået senfølger,” fortsætter han.

Unik på flere måder

EFTER-COVID-undersøgelsen har som nævnt særligt fokus på at afdække, hvilke senfølger der optræder efter covid-19, hvor hyppige senfølgerne er, og hvor lang tid de varer. Med senfølger forstås symptomer, der optræder efter den akutte fase af sygdommen er overstået. Man ved, at senfølger kan være langvarige og alvorlige hos nogle personer, men omfanget i befolkningen er dog på nuværende tidspunkt ikke kendt, fortæller Statens Serum Institut i pressemeddelelsen

"En af de unikke aspekter ved EFTER-COVID er imidlertid, at undersøgelsen ikke kun fokuserer på senfølger hos de borgere, der har haft et alvorligt covid-19-forløb, men også i høj grad borgere der har haft en mild infektion med ingen eller få symptomer. Et andet unikt aspekt ved EFTER-COVID er, at undersøgelsen vil have fokus på helbredet både før og efter covid-19."

”I undersøgelsen spørger vi ind til folks helbred både før og efter eventuel smitte med covid-19 og følger deltagerne helt op til 18 måneder efter, de er blevet testet for covid-19. Derved håber vi at få et klart billede af, hvor lang tid eventuelle senfølger varer, og om de kan opstå lang tid efter infektion. Dette vil være helt ny viden,” siger Anders Hviid.

EFTER-COVID er en overvågningsundersøgelse, der foretages af SSI. Undersøgelsen er støttet økonomisk af Sundheds- og Ældreministeriet. Interesserede kan læse mere om undersøgelsen EFTER-COVID her.