Tour de France slår imponerende rekord i København

Skrevet af Mathias Madsen

02/07/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Verdens største cykelløb har tilsyneladende også verdens største publikum.

Dagens topnyheder

I disse dage afholdes verdens største cykelløb, Tour de France, på de danske veje. 

For første gang nogensinde lød startskuddet til årets løb på dansk grund, da cykelrytterne startede med en enkeltstart i København. 

I dag går ruten fra Roskilde, over Storebæltsbroen og til Nyborg, og i morgen cykler de mange cykelryttere fra Vejle til Sønderborg, før de alle få timer efter målstregen flyver fra lufthavnen i Sønderborg til Frankrig, hvor løber fortsætter. 

Det enorme cykelløb har naturligvis tiltrukket et hav af tilskuere fra alverdens lande, ligesom hundredetusinde danskere har rejst sig fra lænestolet og er stimlet sammen på gader og stræder for at opleve de store cykelstjerner. 

I København var flere hundredetusinde trods dårligt vejr mødt op for at heppe, og der var faktisk så mange mennesker, at der blev slået ny rekord i Københavns metro. 

Her registrerede man fredag ifølge TV2 hele 569.000 passagerer, hvilket er 34.000 mere end den tidligere rekord, som blev slået i forbindelse med Black Friday i 2019. 

Om det var det dårlige vejr, der var skyld i det imponerende store antal passagerer, vides ikke, men uanset hvad er en imponerende rekord blevet slået.