Mange kender det.
Man står i lufthavnen, kigger febrilsk efter bagagebåndet og håber, at kufferten faktisk er kommet med.
Men for en 41-årig mand, der ankom til Københavns Lufthavn den 27. januar, var det nok ikke dét, der fik sveden frem på panden.
Det viste sig nemlig, at han havde otte kilo kokain gemt i kufferten.
Manden, som er udenlandsk statsborger, kom direkte fra São Paulo i Brasilien – en rute som toldere holder skarpt øje med.
Og det var altså ikke solhat og souvenirs, der blev fundet i bagagen, men derimod en betydelig mængde hård narkotika.
Dommeren i Københavns Byret var ikke i tvivl, og manden blev idømt otte års fængsel samt udvisning for bestandigt.
Københavns Politis anklagere delte nyheden på X, hvor de samtidig bekræftede, at sagen ikke er helt slut endnu. Manden har nemlig valgt at anke dommen.