Selv den mindste indblanding i sagen kan føre til, at man bliver straffet som medskyldig.
Lige nu læser andre
SSP Tønder har den seneste tid haft kendskab til flere sager, hvor unge er blevet udnyttet i forbindelse med falske online-handler.
I sagerne er elever blevet bedt om – eller uopfordret har fået – overført penge til deres bankkonto eller MobilePay, som de efterfølgende er blevet instrueret i at hæve og videregive til andre.
Fænomenet er blevet konstateret på tre forskellige skoler i Tønder Kommune, og i alt er der kendskab til fem til seks sager.
De første sager blev opdaget før jul. Beløbsstørrelserne er typisk på mellem 800 og 1.000 kroner, og de unge er i flere tilfælde blevet tilbudt omkring 100 kroner for at hæve og videregive pengene.
Tønder Kommune gør opmærksom på, at der er tale om en alvorlig form for kriminalitet.
Læs også
Deltagelse, også hvis man blot stiller sin konto til rådighed eller hæver penge for andre, kan medføre, at man bliver straffet som medskyldig.
I nogle tilfælde er der overført penge til den unges MobilePay uden forudgående aftale, hvorefter den unge er blevet kontaktet og bedt om at hæve beløbet og aflevere det videre.
Uanset hvordan pengene er modtaget, er det strafbart at medvirke.
Opfordring til forældre
Tønder Kommune opfordrer forældre til at tage en dialog med deres børn om følgende:
Læs også
- Aldrig at stille bankkonto, MobilePay, MitID eller betalingskort til rådighed for andre
- Aldrig at hæve penge for andre – heller ikke hvis pengene er overført uden aftale
- At tilbud om “nemme penge” ofte er forbundet med kriminalitet
- At sige nej og søge hjælp, hvis man føler sig presset eller truet
- At kontakte en voksen og eventuelt Politiet i sådanne situationer
SSP Tønder kan kontaktes ved spørgsmål eller bekymringer i relation til problemstillingen.