Vismænd: Lav en afgift pr. kørte kilometer

Skrevet af Mathias Nielsen

08/12/2021
Foto: Privat
Foto: Privat
Det Miljøøkonomiske Råd kommer nu med en række punkter, som skal forbedre miljøtiltagene mod biler.

Mest læste i dag

I kampen for et bedre klima er der generelt en politisk konsensus om at pålægge flere afgifter til transportsektoren.

Stigende priser på benzin og diesel, stigende afgifter på benzin- og dieselbiler, flyafgifter. Ja, listen er lang.

Målet er at gøre det mere attraktivt at have en elbil i stedet for, da den eftersigende skulle være bedre for miljøet.

I Danmark har man også den famøse registreringsafgift, som betales ved køb af en bil.

Registreringsafgiften på nye personbiler er normalt indregnet i købsprisen. Afgiften er 25 pct. af de første 65.000 kr., 85 pct. af de første 65.000-202.200 kr. og 150 pct. af resten. Afgiften beregnes af køretøjets værdi inklusive moms og avance.

Nu kommer Det Miljøøkonomiske Råd i en rapport med et nyt forslag, som de mener vil gavne den grønne omstilling. Det skriver TV 2.

Konkret anbefaler rådet at sænke registreringsafgifter og ejerafgifter ”betydeligt”, men til gengæld lade bilisterne betale for de kilometer, de kører i bilerne.

Afgifterne skal være tidsbestemt, sådan at de er højere i byerne i myldretiden, hvor generne ved kørsel er størst, og lavere uden for myldretiden og på landet, hvor generne er mindre.

Ifølge trafikforsker og lektor på Aalborg Universitet Harry Lahrmann, kan det få flere danskere til at rykke ud af trafikpropperne og over i mere miljøvenlige former for transport.

“Det er nogle af fordelene ved at omlægge afgifterne fra det at have og eje en bil til at køre i den,” siger han til TV 2.

Ved at omlægge afgifterne, så betaler man jo for det, man bruger.

I dag betaler alle en årlig afgift, som ikke tager højde for kørselsforbruget.

En person, som kører 5.000 kilometer om året “straffes” altså på samme måde som en person, der kører 40.000.

Harry Lahrmann er ganske begejstret for idéen:

“En bil, der står hjemme i garagen, gør jo ingen skade på miljøet. Så hvorfor skal vi betale særlig skat for at købe en bil i forhold til en faldskærm?,” siger han.

Rådet anbefaler specifikt følgende:

  • At indføre kørselsafgifter, der afspejler trængsel, ulykker, støj, slid af vejnettet og luftforurening. 

  • At sænke registrerings- og ejerafgifter betydeligt

  • At målrette brændstofafgifterne mod CO2-udledningen