Nu er dommen faldet.
Lige nu læser andre
Flere måneders juridisk tovtrækkeri mellem Janni og Karsten Ree har nu fået en afgørelse i Østre Landsret.
Mandag klokken 10 stod det klart, hvordan retten vurderer det komplekse forløb omkring udgivelsen af bogen ‘Evig diva’, der indeholder referencer til parrets tidligere ægteskab.
Landsretten kom frem til en noget delt dom. Fortrolighedsaftalen mellem parterne blev kendt gyldig – som Karsten Ree har krævet – men samtidig blev fogedforbuddet mod bogen ophævet. Dermed er det uklart, om ‘Evig diva’ må udkomme i sin oprindelige form, eller om en ny udgivelse vil blive betragtet som et brud på den nu stadfæstede aftale.
Det skriver Se og Hør direkte efter dommen faldt.
Sagen havde reelt to ben: Dels den oprindelige fogedsag, hvor Retten i Hillerød tidligere havde nedlagt forbud mod bogen og krævet, at passager om Karsten Ree blev slettet. Dels sagen om selve fortrolighedsaftalen, som Karsten Ree mente, Janni havde brudt.
Læs også
Landsretten valgte at omgøre byrettens kendelse i forbudssagen, og forlaget Buster Nordic slipper derfor med at betale 22.000 kroner i sagsomkostninger – som Karsten Ree nu skal dække.
Samtidig blev afgørelsen fra Hillerød i sagen om fortrolighedsaftalen stadfæstet. Det betyder, at aftalen mellem Janni og Karsten Ree fortsat har juridisk gyldighed, og at Janni Ree nu skal betale 28.250 kroner i sagsomkostninger til sin tidligere ægtefælle.
Baggrund: Forbud og censur
Striden begyndte i foråret, da Janni Ree udgav sin bog med flere henvisninger til tiden som gift med Karsten Ree. Han mente, at det var i strid med en fortrolighedsaftale, hun havde underskrevet, og gik rettens vej for at få stoppet udgivelsen.
I et modtræk valgte forlaget at udgive bogen samme dag, som byretten behandlede sagen. Den nåede kun at ligge på hylderne i én uge, før dommeren krævede, at den blev trukket tilbage og censureret for alle referencer til Karsten Ree. Den version, med overstregninger i stedet for passagerne, blev senere solgt – men både forlaget og Janni Ree ankede kendelsen.
Landsrettens behandling af sagen fandt sted tidligere i september. Karsten Ree mødte ikke selv op, og pressen blev nægtet adgang, da dørene til sagen blev lukket. Derfor er det fortsat uklart, hvilke argumenter der blev lagt frem i retslokalet.
Læs også
En mulig appel til Højesteret er ikke udelukket, men kræver, at sagen vurderes som principiel eller samfundsmæssigt væsentlig.