Medie: Trumps nye planer om Grønland bekymrer

Nicolai H

15 timer siden

|

07/05/2025
Kendte
Foto: Shutterstock
Præsidenten melder nye planer ud om Grønland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Planerne om at gøre verdens største ø til amerikansk territorium er tilsyneladende ikke lagt i skuffen. Tværtimod ser det ud til, at USA nu trapper indsatsen op – og det sker ikke med åbne kort.

Ifølge Wall Street Journal som Ekstra Bladet har fået fat i, har amerikanske myndigheder bedt landets efterretningstjenester om at intensivere overvågningen i Grønland.

Fokus er især rettet mod at kortlægge lokale bevægelser for selvstændighed samt holdninger til amerikansk minedrift på øen.

I sidste uge blev en officiel besked sendt rundt til flere amerikanske efterretningstjenester med klare instrukser: Find nøglepersoner i Grønland og Danmark, som bakker op om amerikanske interesser i Arktis.

Det er et af de første konkrete initiativer, der skal bakke op om tidligere præsident Donald Trumps erklærede ønske om at få fingre i Grønland – et projekt, som dengang skabte opsigt både i USA og internationalt.

Det Hvide Hus nægter at kommentere direkte på efterretningsoperationer, men understreger, at "præsidenten har været meget tydelig om, at USA er bekymret over sikkerheden af Grønland og Arktis".

USA’s interesse for Grønland er ikke ny. Allerede under Anden Verdenskrig havde amerikanerne 17 baser og tusindvis af soldater stationeret på øen. I dag er det skrumpet til én enkelt base og cirka 200 soldater, men den strategiske betydning er igen stigende.

Klimaforandringer åbner nye sejlruter i Arktis, og rivaliseringen med Rusland skærper behovet for militær og politisk tilstedeværelse. Derfor ser USA ikke ud til at slippe øjnene fra Grønland foreløbig.

Ifølge forsvarsaftalen mellem Danmark og USA fra 1951 – opdateret i 2004 med grønlandsk accept – har amerikanerne allerede vid adgang til at operere militært på øen. Men Trumps administration var åbenlyst klar til at gå endnu videre og har heller ikke udelukket brug af militær magt, hvis nødvendigt.

Grønland er i dag selvstyrende på de fleste områder, men udenrigs- og sikkerhedspolitikken ligger stadig i København. Derfor er det ikke kun grønlændernes holdninger, USA forsøger at få styr på – Danmarks diplomatiske manøvrer er mindst lige så interessante.

Ads by MGDK