Mand gik fra hund i glohed bil: Nu er han sigtet

Skrevet af Sol Stoffregen

20/07/2014

Dagens topnyheder

Lørdag formiddag fik en opmærksom bilist i Tjæreborg ved Esbjerg øje på en bil med en nødstedt hund, som sad alene uden åbne vinduer, mens termometret flere steder i landet viste over 25 grader. Det meddeler vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Dagens.dk.

Bilen holdt i vejkanten på Novrupvej i Tjæreborg med havariblinket tændt, men der var ingen mennesker i eller omkring bilen.

Læs også: Dyrenes Beskyttelse advarer: Så hurtigt kan du komme til at dræbe din hund

- Vi får en anmeldelse om en efterladt hund i en varm bil. En patrulje på stedet vurderer, at hunden skal have frisk luft hurtigt, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamand, til Dagens.dk.

Politiet mener, at hunden havde siddet indelukket i den varme bil i mindst en time. Betjentene kommer ind i bilen og får sikret luft til hunden, som havde det meget varmt.

Læs også: Karina må ikke komme i Fakta mere: - Det var en rystende oplevelse

Lidt efter dukkede en 67-årig mand op, som var fører af bilen og ejer af hunden.

- Han var formentlig løbet tør for benzin og var gået ud for at skaffe benzin, siger vagtchefen og tilføjer, at bilen ikke havde nummerplader på og sandsynligvis var på prøveplader.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med 

Hunden slap godt fra episoden og har det godt igen. Men den 67-årige mand, som er fra Birkerød på Nordsjælland, er sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven samt et par andre overtrædelser, oplyser politiet. Overtrædelse af dyreværnsloven kan medføre en bøde.