Kamille Isaksen
Det er ikke kun fødselsdatoen, der er afgørende.
De fleste ved, hvor gamle de er ifølge fødselsdatoen, men langt fra alle tænker over, at kroppen kan følge sin egen tidslinje.
Derfor fylder begrebet biologisk alder mere og mere i forskningen.
Det handler om, hvor hurtigt kroppen reelt ældes, og det stemmer ikke altid overens med alderen i passet.
En 45-årig kan sagtens have en krop, der minder mere om en 40-årigs eller en 50-årigs.
Den norske forsker Geir Selbæk, der er forskningschef ved Nasjonalt senter for aldring og helse, peger over for det norske medie Forskning.no på, at biologisk alder ofte rammer mere præcist, når man skal vurdere risikoen for aldersrelaterede sygdomme og forventet levetid.
Nogle mennesker ældes hurtigere
Flere forskergrupper ser samtidig tegn på, at mennesker i flere lande ældes hurtigere end tidligere.
Sygdomme som kræft, blodpropper og type 2 diabetes optræder oftere tidligere i livet, har forskere ved Yale University beskrevet.
Målingerne bygger i mange studier på kemiske ændringer i DNA, såkaldte epigenetiske ure.
Forskere har påpeget, at urene ikke er perfekte for enkeltpersoner, men at de er gode til at skelne mellem grupper, der ældes hurtigere eller langsommere.
Flere faktorer spiller en rolle
Vægten ser ud til at spille en hovedrolle.
Allerede i 2016 fandt et forskerhold i Spanien med Beatriz Gálvez i spidsen en tydelig sammenhæng mellem høj BMI og hurtigere biologisk aldring.
Forklaringen kan ligge på celleniveau.
Geir Selbæk beskriver blandt andet inflammation, flere af de såkaldte zombieceller og svækket mitokondriefunktion som kendte aldringskendetegn, der oftere ses ved fedme.
Et chokerende eksempel kommer fra Chile, hvor Paulina Correa-Burrows og kolleger fulgte deltagere fra fødsel til omkring 30 år.
Personer med fedme siden barndom eller sen ungdom var i gennemsnit fire til fem år biologisk ældre, og enkelte lå biologisk over 40, mens de stadig var i slutningen af 20’erne.
Kroppen kan altså tilsyneladende være tidligt ude med fødselsdagslysene.
Billedet er dog ikke entydigt.
Der tales om et fedmeparadoks, hvor overvægt midt i livet øger risikoen for blandt andet skrøbelighed og demens, mens lav vægt i høj alder kan være forbundet med højere risiko.
