Drømme-fitness: På dette motionshold skal du sove i 45 minutter

Skrevet af Henrik R

02/06/2021
Foto: David Lloyd Gyms
Foto: David Lloyd Gyms
En britisk fitnesskæde har oprettet et 'træningshold', hvor deltagerne ligger og sover i 45 minutter.

Dagens topnyheder

Hvis du hellere vil ligge på din sofa end at dyrke crossfitt, tage til spinning eller måske løbe en frisk tur - så er det her måske den helt perfekte ‘træning’ for dig.

Den britiske fitnesskæde David Lloyd Gyms har oprettet et såkaldt ‘napercise’-hold, hvor alle deltagerne møder ind og tager en 45 minutter lang lur, hvorefter de tager hjem igen.

Det skriver Independent.

Lokalet vil byde på en håndfuld senge, afslappende lyde i højtalerne og en temperatur, som vil fremme deltagernes kalorieforbrænding, mens de ligger og sover.

Søvnekspert Kathryn Pinkham har samarbejdet med fitnesskæden om projektet, som hun vurderer, vil gavne deltagerne på flere måder:

"Søvn er mere vigtigt, end folk er klar over. Vi har tendens til at fokusere på den kortsigtede effekt som træthed eller manglende koncentration, men den er også essentiel for vores langsigtede fysiske og mentale velbefindende," siger Kathryn Pinkham til Independent.

"Når vi er i søvnunderskud, mangler vi energien til at dyrke regelmæssig motion og også den mentale klarhed, som det kræver at træffe gode beslutninger om den mad, vi spiser, hvilket kan påvirke vores fysiske helbred i det lange løb," tilføjer hun.

David Lloyd Gyms blev opfordret til at starte det lidt utraditionelle initiativ, efter det kom frem, at omkring 86 procent af britiske forældre føler sig udmattede. Holdet er derfor rettet mod forældre, men alle er velkomne til at deltage.

Første hold starter på forsøgsbasis i Kent i England i denne weekend, hvorefter det er ambitionen, at den også skal indføres i kædens andre fitnesscentre. 

Hvis du synes, at der er lidt for langt til England for at få en god eftermiddagslur, så må du krydse fingre for, at de danske fitnesskæder vil lade sig inspirere af briternes initiativ.

Du kan se en video om ‘napercise’-holdet lige herunder.