Du bliver fed af kage på jobbet

Skrevet af Henrik R

11/10/2019
Mange danskere får næsten dagligt tilbudt kage eller andre søde sager på jobbet. Det er svært at sige nej, og så tager man på.

Dagens topnyheder

De fleste der har siddet på kontor ved, at det næsten er en del af jobbeskrivelsen at indtage kage mindst tre gange i ugen. Der er nemlig altid en anledning til kage på et kontor, enten fordi nogle har fødselsdag, fået lønforhøjelse eller jubilæum.

Kage på kontoret er dog en af de helt store syndere, når man kigger på kalorieindtaget, og det er meget muligt, at det netop er kagen, der går hen og gør, at du bliver ved med at tage på, selvom du ellers lever sundt.

I det danske vægttabsregister har man lavet en spørgeskemaundersøgelse, som 6020 personer har valgt at deltage i. Manden bag er Henrik Duer, som er træningsfysiolog og han har delt resultaterne med B.T.

Til B.T fortæller han, at hele 41 % af de adspurgte gerne så, at der var mindre kage, slik og chokolade på deres job. De er nemlig alt for fristende at tage et stykke, når det står frit tilgængeligt på jobbet.

“Den enkelte har selvfølgelig et ansvar for at gøre sit bedste i at øve sig i at sige nej, men vi er oppe imod noget biologi. Specielt, hvis du er i gang med at tabe dig, og du er i kalorieunderskud – så er det endnu sværere at sige nej tak,” fortæller Henrik Duer til B.T.

Mange får tilbudt kage dagligt

Han fortæller også, at undersøgelsen viste, at hele 34 % af de adspurgte bliver tilbudt kage, slik eller noget andet sødt mindst tre gange i løbet af ugen, mens hele 12 % får tilbudt det hver eneste dag.

En af personerne der har besvaret spørgeskemaet fortæller, at vedkommende føler et pres, når der bliver sat kage på bordet.

“Jeg siger ofte nej til kage, og det medfører altid en række kommentarer fra mine kollegaer: 'Du kan godt tåle det', 'hvorfor er du altid så sund?' og 'du skal huske at nyde livet'. Det er ligesom, når jeg siger nej til alkohol og bliver kaldt kedelig og hellig,” fortæller vedkommende.

Henrik Duer mener, at man kan komme kagekulturen til livs ved, at man på arbejdspladsen tager et ansvar og sætter en fælles grænse.

Det kan eksempelvis være, at man kun må have kage med en enkelt dag i løbet af ugen, så der ikke pludselig er søde sager til rådighed hele fem gange.

Henrik Duer fortæller også, at man kan prøve at begrænse det, ved at de søde sager kun er tilgængelige i et hjørnekontor, da der er stor forskel på, om folk selv skal rejse sig for at tage det, eller om det bliver serveret lige foran snuden på dem.