Nicolai Haugsted
Går tallene på badevægten ikke lige så hurtigt ned? Så er der en simpel årsag.
En ny japansk undersøgelse peger på en overraskende faktor, der kan forudsige effekten af slankemidler som semaglutid og dulaglutid. Nemlig hvor modtagelig man er over for madens udseende og duft.
Forskerne har i en ny offentliggjort undersøgelse i Frontiers in Clinical Diabetes and Healthcare fulgt 92 type 2-diabetikere i Japan, der alle blev behandlet med GLP-1-lægemidler over et år.
Undervejs målte de både blodsukker, fedtprocent og vægt – men også deltagernes spisemønstre.
Resultatet var markant: Patienter med høj tendens til såkaldt “ekstern spisning” – altså at lade sig friste af madens duft, farve eller syn – opnåede de største vægttab. Og i visse tilfælde også de største forbedringer i blodsukkeret.
Forskerne konkluderer, at netop dette spisemønster kan være en stærk indikator for, hvor godt patienten vil reagere på behandlingen.
Behandlingen med GLP-1-lægemidler som semaglutid og dulaglutid gav i gennemsnit markante helbredsmæssige fordele: Vægttab, lavere blodsukker, bedre kolesteroltal og fald i leverværdier. Muskelmassen forblev stabil, selvom fedtprocenten faldt.
De fleste deltagere skar samtidig ned på deres samlede kalorieindtag og havde færre episoder med ekstern spisning i både måned tre og tolv. Det tyder på, at medicinen dæmper impulsen til at spise blot ved synet eller duften af mad.
Forskerne så dog ikke samme langvarige effekt på følelsesmæssig spisning, som vendte tilbage til udgangspunktet efter et år. Også forsøg på restriktiv spisning – altså bevidst at spise mindre – havde kun en midlertidig effekt.
GLP-1-lægemidler er kendt for deres biologiske virkning på insulin og glukagon, men de påvirker også hjernens belønningssystem. Studiet henviser til tidligere forskning, som har vist, at netop belønningssystemet er hyperaktivt hos overvægtige, når de udsættes for madbilleder.
Den nye undersøgelse bekræfter, at patienter med høj ekstern spisetendens havde størst gavn af behandlingen – i hvert fald målt på vægttab. Den direkte virkning på blodsukkeret var mindre tydelig, hvilket stemmer overens med, at insulinresponsen i sig selv ikke afhænger af spisevaner.
Forskerne understreger, at der er begrænsninger. Studiet var observationsbaseret og bygger delvist på selvrapporterede spørgeskemaer. Deltagerne var desuden mere motiverede end gennemsnittet, og der blev ikke korrigeret for fx psykologisk trivsel, økonomi eller livsstil. Derfor er resultaterne ikke nødvendigvis repræsentative for alle patienter med type 2-diabetes.
Men trods begrænsningerne peger studiet på, at det kan være værdifuldt for både læger og patienter at være opmærksomme på, hvad der egentlig udløser spisetrang – øjne, følelser eller vilje.
Ifølge forskerne kan den viden bruges til at målrette behandlingen og i højere grad identificere, hvem der vil have mest gavn af GLP-1-behandling – og hvorfor.
