Har du stadig gamle VHS-bånd liggende? Så er det måske tid til at kigge nærmere på dem.
Rundt omkring i hjem over hele landet ligger videobånd fra 80’erne og 90’erne og samler støv – ofte glemt i kasser på loftet eller bagerst i skabet. Mange vil nok tro, at de hører hjemme på lossepladsen eller højest kan indbringe en tier på et bagagerumsmarked.
Men ifølge samler Ville Lähde kan enkelte af de gamle klenodier faktisk være mange penge værd. Visse bånd er blevet eftertragtede samlerobjekter, og i særlige tilfælde handles de til høje priser blandt entusiaster.
Vi taler ikke bare en 50’er for Titanic eller Løvernes Konge.
De helt sjældne udgivelser – især gamle udlejningsbånd fra før midten af 80’erne – kan indbringe op til over 1.000 euro (svarende til 7.459 kroner) stykket.
Det skriver mediet Verkkouutiset.
Eksempelvis ligger sci-fi-klassikeren Buck Rogers i skrivende stund øverst på en liste over de dyreste bånd med en gennemsnitspris på svimlende 1.051,50 euro (svarende til 7.839 kroner).
Få skatte gemt
Men før du får dollartegn i øjnene og stormer op på loftet, så et lille forbehold: Ikke alle gamle Disney-film er guld værd, selvom nostalgien skriger højt.
De mest eftertragtede Disney-bånd er typisk udlejningsudgaver fra 80’ernes begyndelse – ikke de senere masseproducerede salgsversioner, som mange fejlagtigt tror har værdi.
Ville Lähde, som selv har en samling på omkring 3.800 bånd påpeger, at det er en blanding af sjældenhed, nostalgisk værdi og lidt nørdet passion, der driver markedet.
Og mens VHS-formatet teknisk set taber på alle parametre – billedkvalitet, brugervenlighed, holdbarhed – så vinder det på charme og barndomsminder.
Så næste gang du rydder op, så kig lige en ekstra gang, før du smider dine gamle videobånd ud - der kan gemme sig en lille skat.