WEBTV: Vi ved vi skal dø men glemmer lige en ting

Skrevet af Ane Sørensen

12/01/2018
Foto: MakeSense.dk
Foto: MakeSense.dk
Vi skal alle dø. Men kun de færreste danskere husker noget så basalt, som at overveje, hvem der skal arve alt lige fra hus og penge til frimærkesamlinger og kæledyr. Kun 17 procent opretter testamente, og de unge tænker slet ikke på det.

Mest læste i dag

Danskerne er flittige til at donere til velgørende formål. Men når livet ophører, og man ikke længere selv skal bruge sine penge, hvordan skal de så fordeles?

Få danskere husker testamentet
Det spørgsmål ønsker en række advokater og velgørende organisationer nu at hjælpe danskerne med at tage stilling til gennem oplysning.

- Hvem ens arv skal tilfalde er ikke nogen let beslutning. Der er rigtig mange følelser involveret – men det er vigtigt, at der bliver taget stilling, og det kræver meget indsigt og overvejelse, forklarer advokat Lone Brandenborg fra Danske Familieadvokater.

I Danmark er det kun 17%, der husker testamentet, og kun cirka 2% af danskerne tilgodeser velgørenhed.

Foto: MakeSense.dk

Hjælp til at tage stilling
For at hjælpe danskerne til at tage stilling til et svært og tabubelagt emne har 31 velgørende organisationer etableret Det Gode Testamente. Formålet er at oplyse og inspirere danskerne.

- Som familieretsadvokat oplever vi meget ofte, at folk kommer til os med et ønske om, hvordan arven skal fordeles. Og de ønsker stemmer ikke overens med de fastlagte rammer, der er inden for arveloven. Ved at oprette et testamente kan man selv være med til at bestemme, hvordan arven skal fordeles og dermed forebygge en potentiel familiestrid ved at tage stilling på forhånd, siger advokat Lone Brandenborg. 

Foto: MakeSense.dk

Håber at flere vil støtte velgørenhed
Igennem Det Gode Testamente kan man få inspiration og gratis juridisk rådgivning til at udarbejde et testamente, der stemme overens med ens egne ønsker og værdier. Samtidig er det håbet, at flere vil benytte muligheden til, gennem velgørenhed, at gøre en forskel for andre. 

- Hvis folk ønsker at give til velgørenhed, skal de vide, at deres støtte gør en kæmpe forskel og vil blive brugt til at støtte børn og voksne – både herhjemme og ude i verden – der er udsatte, til dyrevelfærd, til naturbevarelse og til at bekæmpe fattigdom og sygdom. Alt efter hvilke sager, der står den enkelte nærmest, forklarer Dorte Hee, der er projektleder i Det Gode Testamente.

På detgodetestamente.dk kan du læse meget mere om samarbejdet, tage arvetesten og finde hjælp til at lave et testamente, samt læse hvilke 31 velgørende organisationer, der er med i Det Gode Testamente.