Dennis Knudsen: Jeg havde sikkert ædt og drukket mig ihjel

Skrevet af Nicolai Busekist

17/07/2021
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Den kendte stylist og frisør mener, at han sandsynligvis havde ædt og drukket sig ihjel, hvis ikke han var blevet far.

Dagens topnyheder

Dennis Knudsen er for nylig blevet far til sin anden søn. At han nu er far til to har vendt op og ned på hans liv.

De to drenge tager ikke blot det meste af hans tid, men også det sortsyn, som han tidligere har lidt af, er helt væk. Kendisfrisøren er ikke i tvivl om, at han har toårige Lucas og seks uger gamle Noah at takke for dette. 

"Drengene er det bedste, der er sket i mit liv. Jeg har jo både lidt af tvangstanker og angst, det er helt væk nu. Mit store ego er tilsidesat, og jeg har slet ikke tid til at gå så meget op i mig selv som før, for nu er der en mening med mit liv," fortæller Dennis Knudsen til SE og HØR

Han åbner også op omkring, at han er sikker på, at hans liv havde set anderledes ud, hvis ikke han var blevet far. Faktisk går han så langt, at han siger, at han havde ædt og drukket sig ihjel. 

"Tidligere havde jeg det sådan – hvorfor skal jeg egentlig knokle for at tjene så mange penge? Hvad nytte er det til? Havde jeg ikke fået drengene, havde jeg sikkert ædt og drukket mig ihjel," fortæller han videre til SE og HØR. 

Det er kun fem uger siden, at Dennis Knudsen vendte hjem fra USA. Her havde sin nyfødte søn Noah med hjem. Han kom til verden i USA ved hjælp af den samme rugemor som Lucas. 

Noah er dog ikke det eneste nye i Dennis Knudsen og Lucas’ liv. For kort tid siden solgte han nemlig sin luksuriøse penthouselejlighed på 5. sal med tagterrasse, og er i stedet flyttet ind i en lejlighed på 1. sal med flere altaner i samme område.

For tiden er han desuden på barsel og arbejder stort set ikke. Det er nemlig ikke en lille opgave at være alenefar til to børn. Det har medført, at han blandt andet har sagt nej til job for både Bille August og Lars von Trier, fortæller han til SE og HØR.