Sofie Linde afslører: Jeg var forbi skærsilden

Skrevet af Julie Møller

12/02/2021
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
I et ærlig opslag på Instagram afslører Sofie Linde detaljer fra privatlivet.

Dagens topnyheder

“For en uge siden var jeg forbi skærsilden og tilbage igen.”

Sådan skriver tv-værten Sofie Linde i en story på Instagram og fortsætter:

“Med hjælp fra to engle - i skikkelse af to fantastiske jordemødre - klarede jeg det. Med hoved, helbred og en sund lille baby i god behold.”

Tidligere på måneden blev Sofie Linde og DR-værten Joakim Ingversen forældre for anden gang.

Sofie Linde og Joakim Ingversen er blevet forældre for anden gang. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

I opslaget på Instagram opfordrer hun sine mange følgere til at skrive under på et borgerforslag.

“Jeg tog fra hospitalet med en følelse af, at det - trods smerter - havde været en virkelig god oplevelse. Ressourcer, tid og omsorg er noget af det vigtigste ved en værdig fødsel og i den første sårbare tid efter,” skriver hun og uddyber:

“Alle har ret til en god fødsel. Ikke bare de fødende, men også de danske jordemødre, som mangler ressourcer til at udføre deres arbejde ordentligt,” slår hun fast, inden hun opfordrer til at skrive under på et borgerforslag, der kræver, at der afsættes tilstrækkelig tid og ressourcer til at yde omsorg og støtte til de fødende.

Foto: Instagram @sofielinde1

Hovedstadens fødeafdelinger er pressede

Det er ikke en nyhed, at fødeafdelingerne er pressede. DR har afdækket, hvordan der især er travl på hovedstadens fødeafdelinger.

Det er svært at tiltrække og fastholde jordemødre, forklarer formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen.

“Vi arbejder på at uddanne flere. Næste skridt er at kunne rekruttere de nyuddannede og fastholde de jordemødre, der allerede er i faget,” lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen til DR.