0-0: Mexicansk keeper frustrerer Brasilien

Skrevet af admin

18/06/2014

Dagens topnyheder

De brasilianske VM-værter kan ikke vide sig sikre på avancement til 1/8-finalerne efter tirsdagens 0-0-kamp mod Mexico i gruppe A-kampen i Fortaleza.

Begge hold har nu fire point for to kampe, men det uafgjorte resultat i den i øvrigt ganske underholdende og intense kamp betyder, at både Kroatien og Cameroun kan blande sig i topstriden, selvom begge mandskaber står noteret for nul point i øjeblikket.

Den mexicanske målmand Guillermo Ochoa var kampens oplevelse mod brasilianerne. Han var i topform. Alene i første halvleg havde han flere flotte aktioner, blandt andet på et hovedstødsforsøg fra Neymar.

Det var også Ochoa, der kort før pausen leverede endnu en klasseredning, da Tottenham-spilleren Paulinho forsøgte sig lige foran mål.

28-årige Ochoa har siden 2011 spillet for franske Ajaccio, som rykkede ned i den næstbedste række i den forgange sæson, men han er i øjeblikket uden klub. Keeperen skal dog næppe frygte for fremtiden efter sådan en præstation.

Ochoa frustrerede igen Neymar i anden halvleg i deres indbyrdes duel. Og fem minutter før tid reddede han et hovedstødsforsøg fra Thiago Silva, der var fri lige foran mål.

Neymar, der scorede to mål i 3-1-åbningssejren over Kroatien, var klart sit holds farligste mod Mexico.

Angrebsmakker Fred var helt anonym, og holdets normale tredje mand i front Hulk var ikke blevet klar efter sine lårproblemer de seneste dage. Han forblev på bænken.

I begyndelsen af anden halvleg pressede Mexico flot på, og den brasilianske målmand Julio Cesar skulle være vågen, for Mexico afsluttede meget. De fleste skud var dog fra distancen og røg for det meste lige forbi målet.

Selvom Cesar i den periode ikke rørte bolden så meget på de mexicanske forsøg, så var det interessante sådan set, at Mexico dominerede det første kvarter af anden halvleg.

Helt som ventet fik Brasilien vendt kampen igen og pressede mod slutningen mexicanerne, som til gengæld arbejdede flot for hinanden og på den måde gjorde det yderst svært for brasilianerne.

Mexico havde et godt forsøg kort før tid, men Cesar reddede sikkert for de brasilianske værter. Den intense kamp, hvor spillerne også fik lov til at tackle hinanden ganske hårdt, endte derfor uden mål, men det var et af de gode 0-0-opgør.

Gruppens anden kamp mellem Kroatien og Cameroun er på onsdagsprogrammet. Kampstart begynder midnat dansk tid mellem onsdag og torsdag. Begge hold er selvsagt tvunget til at vinde.

Både Brasilien og Mexico kan uanset hvad konstatere, at de selv kan sikre sig avancement i sidste spillerunde.

/ritzau/