600.000 danskere har slet ingen opsparing

Skrevet af admin

24/04/2015

Dagens topnyheder

Danskerne er blevet dårligere til at lægge penge til side til alderdommen. Og der er både flere, der undlader at investere og at lægge penge fra i en privat pensionsopsparing i forhold til 2009. Det viser en undersøgelse, som TNS Gallup har fået foretaget for Nordea.

Samlet viser undersøgelsen, at 600.000 voksne danskere slet ingen opsparing har. Blandt dem findes flere unge end ældre, flere mænd end kvinder og flere med lav end høj løn, viser undersøgelsen. Der er 3,5 millioner mennesker i Danmark mellem 18 og 65 år.

Ifølge brancheforeningen Forsikring og Pension indbetaler mere end 90 procent i de fleste faggrupper til en arbejdsmarkedspension.

- Er det meget eller lidt, når næsten hver femte voksne dansker slet ingen opsparing har? Jeg vil mene, at tallet er alt, alt for højt, for det er nordisk rekord. Og det er den slags rekorder, som vi ikke behøver samle på, siger Nordeas forbrugerøkonom, Ann Lehmann Erichsen.

- I Norge ligger tallet på 10 procent og i Sverige på fem procent, så det er en udfordring af de store at få vendt den udvikling, siger hun.

Helt nøjagtigt er det 17 procent af danskerne i aldersgruppen, der slet ikke har nogen opsparing.

Af af dem, der sparer op, nøjes 1,8 millioner danskere ikke kun med sparepenge i banken, men de investerer mere langsigtet gennem en privat pensionsopsparing eller i værdipapirer.

Generelt er andelen af danskere, som nøjes med kun én opsparing i form af sparepenge på en konto i banken, dog steget og er nu omkring det dobbelte af, hvad den var i 2009. Tre ud af 10 danskere har kun en indlånskonto i banken.

- Når færre altså nu ser på deres opsparing i et lidt længere perspektiv end for få år siden, betyder det også, at mange flere lukker øjnene for de langsigtede fordele og afkast, der er ved at spare op til flere forskellige formål på samme tid, siger Ann Lehmann Erichsen om undersøgelsen.

- Men det betyder også, at flere sparer op på en måde, der gør dem mere sårbare økonomisk set, da færre altså spreder deres risiko, og flere beholder alle æggene i samme kurv, siger Nordeas forbrugerøkonom.

/ritzau/