Analyse: Tal bliver skævvredet i debat om kontanthjælp

Skrevet af admin

23/06/2014

Dagens topnyheder

Sidste mandag genlød medierne af historien om, at 42.500 danskere tjener mindre ved at gå på arbejde, end hvis de fik kontanthjælp. I realiteten er det dog kun 200 ud af de 42.500, som ville være berettiget til kontanthjælp.

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, skriver Avisen.dk.

Direktør Lars Andersen finder derfor budskabet misvisende.

- Problemet er, at det bliver opfattet som om, at 42.500 arbejdende danskere ville få mere ud af at sige jobbet op og gå på kontanthjælp. Men det kan de slet ikke. Så debatten er en storm i et glas vand, siger han til Avisen.dk.

Historien om de 42.500 danskere udspringer af et svar til Folketingets Skatteudvalg fra skatteminister Morten Østergaard (R). Han skriver selv, at opgørelsen er behæftet med "betydelig usikkerhed".

Ud af de 42.500 er de 25.000-30.000 selvstændige, som selv har indflydelse på, hvor meget løn de trækker ud af deres indkomst. 7000-10.000 arbejder på deltid og har derfor en lavere indkomst, end hvis de arbejdede fuld tid.

Højst 2500 af de 42.500 er ansat på fuld tid. Under 200 vurderes ifølge analysen at være berettiget til kontanthjælp. For langt de fleste er der altså en gevinst ved at arbejde.

Nationaløkonom Bo Sandemann Rasmussen er enig i, at tallene bliver skævvredet i debatten.

- Jeg synes, at de her tal bliver fejlfortolket, når det gøres til et spørgsmål om, om det kan betale sig at arbejde. Det ville være mere interessant at undersøge, om folk på kontanthjælp ville kunne få mere ud af at arbejde, siger professoren fra Aarhus Universitet til Avisen.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til analysen fra skatteminister Morten Østergaard.

/ritzau/