Anklager er glad: De dømte blev straffet, selvom de var på ferie, da stofferne blev solgt

Skrevet af admin

13/02/2015

Mest læste i dag

Siden september har anklager og forsvarere i den første af seks sager om hashhandel på Christiania været uenige om, hvorvidt de tiltalte skal stå til ansvar for hash, som er solgt i deres boder, mens de selv har været væk.

Fredag afgjorde Københavns Byret til anklagerens store lettelse, at det skal de.

- Vi er glade for, at retten er enig i vores vurdering af, at der er tale om organiseret hashhandel, siger anklager Line Steffensen efter domsafsigelsen.

- Hvis en sælger har været på ferie, bliver han også dømt for de dage. For vi mener, at han har været medvirkende til, at der blev solgt hash i boden i de dage, hvor han var væk, siger hun.

De 10 tiltalte blev alle idømt fængselsstraffe på mellem et år og ni måneder og to år og ni måneder. Seks af de tiltalte fik en straf på et år og seks måneder.

Inden dommen blev afsagt fredag kvart over 12, var omkring 50 personer med tilknytning til de tiltalte mødt op ude foran retssal 36 for at overvære domsafsigelsen.

Men til stor utilfredshed for de fremmødte fik kun én pårørende per tiltalt lov til at komme ind. Resten måtte vente udenfor.

De dømte, som alle har bopæl på Christiania, valgte på stedet at anke byrettens dom til Østre Landsret.

Line Steffensen siger, at anklagemyndigheden nu skal vurdere, om den vil kontraanke.

- Det er en tyk dom med mange præmisser, som vi nu skal hjem og nærlæse, siger hun.

Sagen udspringer af, at politiet i en stor aktion kaldet operation Nordlys sidste år i marts anholdt op mod 80 personer for salg af hash og leverance af hash til Pusherstreet på Christiania.

I alt 77 personer er tiltalt i de seks sager om salg af hash. De resterende fem sager ventes afgjort i løbet af foråret.

/ritzau/