Arbejdsgivere: Kræsne danskere siger nej til lavtlønsjob

Skrevet af admin

13/02/2015

Dagens topnyheder

Over 50.000 danskere er faldet ud af dagpengesystemet siden 2013, og ifølge beregninger fra Dansk Arbejdsgiverforening er kun en tredjedel kommet tilbage på arbejdsmarkedet frem til oktober 2014.

Foreningens underdirektør Erik Simonsen hæfter sig ved, at det er en fremgang, men andelen kunne være højere. Incitamenterne til at tage et job skal bare være større, siger Erik Simonsen til Ritzau.

- Vi har lavet et system, hvor der ikke er match mellem de job, der er mulige at få, og tilskyndelsen af dem.

- Derfor ender vi i en situation, hvor job på den lavere del af lønskalaen - fra cirka 110 kroner i timen til 140 kroner - desværre i stigende grad går til udenlandske medarbejdere, fordi danskere ikke rigtig kan se gevinsten ved at tage de job, siger han.

Spørgsmål: Er de danskere, der falder ud af dagpengesystemet, for kræsne til at tage et nyt job?

- Ja, de får ikke rigtig den store gevinst ved at tage de job, og derfor får vi ikke den store beskæftigelsesgevinst, vi ellers kunne have haft. Udfordringen vil kun blive større, hvis vi begynder at svække på de reformer, vi allerede har lavet.

- Vi skal gøre noget mere for, at tilskyndelsen til at tage job i Danmark - også til 110-20-30 kroner i timen - bliver meget klarere, siger Erik Simonsen.

Personer, der har mistet retten til dagpenge, har haft mulighed for at modtage en redningskrans i form af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Falder man ud i 2015, kan man modtage en midlertidig kontantydelse.

Erik Simonsen kalder dagpengereformen for et skridt i en fornuftig retning, selv om uventet mange er røget ud af dagpengesystemet. Reformen skærper i sig selv incitamenterne til at tage et job, og det har givet flere mennesker i arbejde.

Reformen bør dog kun være første skridt af en renovering af forsørgersystemet.

- Der er brug for at se på hele vores offentlige forsørgelsessystem.

- Det er nødvendigt, at vi laver gennemgribende reformer, og det er kun positivt, hvis det suppleres af ændringer af skattesystemer eller andre incitamenter, der tilskynder til at komme i arbejde, siger Erik Simonsen.

Dansk Arbejdsgiverforening er hovedorganisation for flere store arbejdsgiverforeninger, heriblandt Dansk Industri, Dansk Byggeri og Dansk Erhverv.

/ritzau/